Danmarksmestre til EM

Danmarksmestre til EM

Tobias Preilev Hansen og Frode Lange Sckerl er Danmarks dygtigste unge håndværkere inden for deres fag og er nu til EM i Polen.

Det danske Skills-landshold er til EuroSkills 2023 i Gdansk. 21 dygtige og forventningsfulde unge, danske håndværkere skal i konkurrence. To af dem er uddannet fra Roskilde Tekniske Skole. Tobias Preilev Hansen og Frode Lange Sckerl. Tobias er dobbeltvinder af DM i Skills i 2020 og 2022 inden for bygningssnedker, og Frode Lange Sckerl er vinder af DM i Skills 2022 inden for møbelsnedker. DM-titlerne har sikret dem adgang til de europæiske mesterskaber den 5.- 9. september.

Ikke så nervøs som forventet

- Jeg er spændt, men faktisk ikke så nervøs, som jeg måske kunne have forventet at være, siger Tobias et par dage inden afgang til mesterskaberne.

- Det har nok noget at gøre med, at vi har haft en mentaltræner på fra Skills Denmark. Det han lærer os, virker, fortsætter han.

Se video med Tobias, hvor han blandt andet ser tilbage på den tid, der er gået med at være til Skills-konkurrencer igennem 5 år:

VIDEO: Mød Tobias, hvor han blandt andet ser tilbage på den tid, der er gået med at være til Skills-konkurrencer igennem 5 år.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Træning med mange gæt

Hos Frode, som har taget møbelsnedkeruddannelsen som eux, er der også ro på inden afgang til EM. Han træner på opgaven, som han og de andre konkurrencedeltagere skal udføre under mesterskabet. Samtidig ved han, at cirka 30 % af opgaven bliver ændret, når konkurrencen går i gang.

- Det er en lidt sjov øvelse, fordi jeg på den ene side kender opgaven, som vi skal udføre. Men når nu jeg ved, at en del bliver ændret, så træner jeg forskellige scenarier, og prøver at gætte mig frem til, hvad der bliver ændret, fortæller Frode. Se video fra den sidste træning inden afgang til mesterskaberne:

VIDEO: Se video fra den sidste træning inden afgang til mesterskaberne.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Fagatleter

De to dygtige snedkere har lagt mange hundreder timer i træning af de konkrete opgaver, fysisk træning, fokus på mad og mental balance – fuldstændig som sportsatleter, der skal i konkurrence. Vi krydser fingre for alle de danske EuroSkills-deltagere – og lidt ekstra for Tobias og Frode.

Få mere at vide

Se vores side om Skills - DM, EM, VM

Se billederne

 

Udskriv