Roskilde Tekniske Skole får støtte til investeringer
Roskilde Tekniske Skole får bevilliget 10,3 millioner kr. i støtte fra Nordea-fonden, som bl.a. skal bruges til moderne udstyr og grøn omstilling i undervisningen.
Med 100 mio. kr. fra Nordea-fondens Værkstedspulje får en række erhvervsskoler og FGU-skoler i hele Danmark nu mulighed for at investere i mere moderne værksteder og grøn omstilling. Roskilde Tekniske Skole har søgt og fået 10,3 millioner kr. og kan nu igangsætte en stribe initiativer for at forbedre værksteder, udstyr og opkvalificere underviserne.
En glad Maria Nørby, uddannelsesdirektør på Roskilde Tekniske Skole siger:
- Vi er enormt taknemmelige for og stolte over at modtage støtten. Vi får nu mulighed for at give et samlet og synligt løft til den grønne omstilling og bæredygtighed i vores erhvervsuddannelser.
For at eleverne kan opnå viden, færdigheder og kompetencer til at bidrage til løsning af udfordringer i den grønne omstilling, skal de møde tidssvarende udstyr og undervisere, der anvender nyeste viden.
Skolen vil bruge støtten til at investere i udstyr til den daglige undervisning af eleverne, på tværs af uddannelse og adresser. Fx investeres i udstyr til implementering af energirigtige og klimavenlige løsninger i et energihus, i omstilling fra fossile brændstoffer til el-drift samt i udstyr til at undervise i mere effektiv drift i landbruget med så lille miljøbelastning som muligt. Endelig vil der blive investeret i udstyr til at sikre mere bæredygtige arbejdsmiljøer for eleverne.
100 mio. kr. til fremtidens faglærte
Med Nordea-fondens Værkstedspulje på 100 mio. kr. er der uddelt støtte til 20 erhvervsskoler og 10 FGU-skoler fordelt på i alt 57 lokationer rundt omkring i landet. Støtten kan bl.a. gå til, at uddannelsesinstitutionerne kan investere i mere moderne værktøj, nye teknologier og grøn omstilling.
- Vi har brug for nye generationer af dygtige faglærte og håber, at Værkstedspuljen bidrager til, at flere unge får lyst til at blive håndværkere – uanset om det er smed, kok, landmand eller andre fag. Det har været fantastisk at få et væld af ansøgninger fra ambitiøse FGU- og erhvervsskoler, der gerne vil tilbyde deres elever de bedst mulige rammer med moderne udstyr og topkvalificerede faglærere, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Værkstedspuljen var åben for ansøgninger fra juni til oktober 2023. 68 uddannelsesinstitutioner fra Danmark og Færøerne søgte om støtte.
Se billederne
Se også: Nyheder om bevilling af puljemidler fra Nordea-fonden
-
Nye maskiner på smedeuddannelsen (8. april 2025)
-
Nye drejebænke til industriteknikere på Roskilde Tekniske Skole (1. oktober 2024)
-
Rundsav med digitale kompetencer (12. september 2024)
-
Nye elever med nyt gear på Roskilde Tekniske Skole (8. august 2024)
-
Nye kontorborde og -stole spreder glæde (10 . juni 2024)
-
Elektronisk pladesaks til blikkenslagere (4. juni 2024)
-
Puljemidler omsat til plæneklippere på strøm (23. maj 2024)
-
Opbygning af konkurrencestand til DM i Skills 2024 (15. april 2024)
-
Puljemidler omsat til ny bil (16. februar 2024)
-
Roskilde Tekniske Skole får støtte til investeringer (14. december 2023)