Nanna: DM i Skills 2024 er ekstra læring for mig
Nanna Luna Brandt Pedersen uddanner sig til blomsterdekoratør og er udtaget til DM i Skills 2024 i Roskilde.
DM i Skills 2024, danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne, starter den 18. april på Dyrskuepladsen i Roskilde, og Nanna Luna Brandt Pedersen fra Snogebæk på Bornholm er udtaget til konkurrencen for blomsterdekoratører.
- Jeg glæder mig meget til oplevelsen, og så er det jo ekstra træning, fortæller hun.
Tre blomsterdekoratører skal til konkurrence fra Roskilde Tekniske Skole, og Nanna er altså en af dem. Frem mod konkurrencen får de træning i nogle af de discipliner, som de kan blive "udsat for", som Nanna forklarer det:
- Vi kender ikke opgaverne forud, så vi prøver lidt forskellige ting. Jeg har fx lavet en buket i et stativ. Den er luftig og transparent, og når jeg bruger stativ, skal der ikke bruges så meget grønt som fyld, forklarer hun med en koncentreret mine under et træningspas i januar.
VIDEO: Se portrætvideo med Nanna under træningen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Opbakning fra mester
I Roskilde udbydes uddannelsen til blomsterdekoratør i et samarbejde mellem Roskilde Handelsskole og Roskilde Tekniske Skole. Når Nanna ikke er på skole, er hun i lære hos Øens Blomster i Nexø.
- Det er genialt, at Nanna skal DM i Skills. Selv om der er travlt her i butikken, så skal hun have denne chance og oplevelse med, fortæller Mette Beyer Pedersen, indehaver af butikken. Hun fortsætter:
- Nanna er hurtig til at knække koden, og hun er hurtig til at tilegne sig teknikker og viden. Samtidig har hun flair for det og har fantasien med sig, og det er vigtigt, hvis man skal være blomsterdekoratør.
Udtaget af underviser
Der uddannes blomsterdekoratører to steder i landet. Ved DM i Skills stiller hver skole med tre repræsentanter til konkurrencen.
- Jeg har valgt at tage Nanna med på holdet, fordi hun personligt er en stærk repræsentant for uddannelsen. Hun har tidligt i uddannelsen vist en meget stor forståelse for teorien, samt en stor evne til at reflektere og udvikle sit binderi, fortæller Vivian Ingeborg Ullitz, underviser på Roskilde Tekniske Skole.
Til DM med bror
Nanna er afsted med teamet fra Roskilde Tekniske Skole, men derudover er hendes bror også med til DM i Skills:
- Min bror Daniel skal konkurrere inden for uddannelsen personvognsmekaniker, og det er både betryggende og sjovt, at han er med. Det giver os lidt at tale om derhjemme, griner Nanna.
DM i Skills 2024 i Roskilde
DM i Skills 2024 afholdes fra den 18. til 20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde. Begivenheden samler dygtige unge fra landets erhvervsuddannelser. 78 fag er repræsenteret. 47 af dem er konkurrencefag, og gæsterne kan følge konkurrencedeltagerne helt tæt på. 31 fag er demonstrationsfag, der kan opleves og prøves. Der er gratis adgang for alle til DM i Skills. Se mere på skillsdenmark.dk og dmiskills.dk
Se også: Roskilde Tekniske Skoles tema om DM i Skills: www.rts.dk/skills
Få mere at vide om uddannelsen
Se billederne