Toki og Nicklas: DM i Skills er en kæmpe mulighed

Toki og Nicklas: DM i Skills er en kæmpe mulighed

Når DM i Skills 2024 løber af stablen, stiller Roskilde Tekniske Skole med to dygtige lærlinge i konkurrencen for anlægsgartnere.

Anlægsgartnere skal i konkurrence til danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne, og det bliver med deltagelse af Toki Birk Andersen og Nicklas Wernebo Ladegaard. De er udtaget til DM i Skills af Lars Bøjholm Jensen, som underviser på uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole.

- De to lærlinge er på forskellige stadier af deres uddannelse, men det der er fælles for dem er deres vilje til at ville præstere på højeste niveau. Det kan man komme langt med til DM i Skills, og jeg er sikker på, at de vil være gøre en god figur og præsentere deres uddannelse og skolen fabelagtigt, fortæller Lars Bøjholm Jensen.

DM er godt for cv’et

Nicklas og Toki træner sammen som par forud for mesterskaberne, for anlægsgartnerne konkurrerer i hold á to. Fem skoler stiller hold til konkurrencen, og for Nicklas betyder deltagelsen meget:

- Det ser godt ud på cv’et, at man er så dygtig, at man er udtaget til DM i Skills. Jeg er rigtig glad for at skulle med, og jeg håber, at vi vinder, fortæller han.

Når Toki og Nicklas ikke er på skole, er de i lære hos henholdsvis CC Vækst og CG Jensen.

- Min mester er stolt af mig, tror jeg – og super tilfreds. Han synes, at det er fedt, og han kan se, at vi får rigtig meget ud af det, både fagligt og personligt, fortæller Nicklas.

Se portræt af de to talentfulde anlægsgartnerlærlinge: 

VIDEO: Se portrætvideo med de to talentfulde anlægsgartnerlærlinge Toki og Nicklas.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Vil gerne til EM

EuroSkills er de europæiske mesterskaber for unge fra erhvervsuddannelser og i 2025 skal de afholdes i Herning. Vinderne af anlægsgartnerkonkurrencen til DM i Skills 2024 kan kvalificere sig til de EuroSkills. Den mulighed har de to unge lærlinge noteret sig:

- Vi har muligheden for at kvalificere os til EuroSkills. Det kræver, at vi vinder DM, så det vil vi gøre alt for sker. Jeg synes, at det kunne være så fedt, at komme med til EM. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle med til DM i noget som helst. Nu har jeg chancen, siger en forventningsfuld Toki.

DM i Skills 2024 i Roskilde

DM i Skills 2024 afholdes fra den 18. til 20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde. Begivenheden samler dygtige unge fra landets erhvervsuddannelser. 78 fag er repræsenteret. 47 af dem er konkurrencefag, og gæsterne kan følge konkurrencedeltagerne helt tæt på. 31 fag er demonstrationsfag, der kan opleves og prøves. Der er gratis adgang for alle til DM i Skills. Se mere på skillsdenmark.dk og dmiskills.dk 

Se også: Roskilde Tekniske Skoles tema om DM i Skills: www.rts.dk/skills

Få mere at vide om uddannelsen

Bliv anlægsgartner

Se billederne

 

Udskriv