Rundsav med digitale kompetencer
Snedkerelever på Roskilde Tekniske Skole kan glæde sig over en helt ny rundsav, som gør arbejdet nemmere og samtidig øger sikkerheden.
Savklingen på rundsaven kan kippes begge veje, og det gøres let og ubesværet med få tryk på skærmen. Det er blot en af fordelene ved den nyinstallerede Altendorf Hand Guard rundsav på Roskilde Tekniske Skoles snedkeruddannelser. På ældre maskiner indstilles en klinge manuelt, og det er et lidt besværligt arbejde. På den nye sav er alt indstillingsarbejde digitaliseret. Det gælder også, når saven skal indstilles til at skære træet til 1/10 mm præcision.
I videoen kan du høre møbelsnedkerlærlingene Louie og Lærke fortælle om deres oplevelser med rundsaven:
VIDEO: Lærke og Louie er møbelsnedker-lærlinge og viser rundsaven frem
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Sikkerhed sidder i toppen
Den nye maskine er forsynet med to små kameraer, som sidder ovenfor klingen og holder øje med arbejdet, der foregår på maskinen. Den identificerer håndbevægelser, og hvis hånden kommer for tæt på klingen, eller hvis der er for hurtige bevægelser tæt ved klingen, dykker klingen ned i bordet inden for et kvart sekund. Det forebygger skader på fingre og hænder. Hvis sikkerhedssystemet aktiveres, kan lærlingen nemt genstarte maskinen med et par tryk på displayet. Så hæves klingen automatisk igen, og arbejdet kan genoptages.
Betalt med puljemidler
I 2023 modtog Roskilde Tekniske Skole en bevilling på 10,3 millioner kroner fra Nordea-fondens Værkstedspulje. Det er med midler fra denne bevilling, at skolen har foretaget investeringen i rundsaven, som er leveret af Junget A/S.
Værkstedspuljen har til formål at skabe og forbedre moderne faciliteter, investere i det nyeste teknologiske udstyr og maskiner samt udvikle undervisernes kompetencer. Den skal hjælpe erhvervsskolerne og FGU-skolerne med at uddanne nye generationer af dygtige faglærte, som er klar til en mere digital, teknologisk og bæredygtig fremtid.
Mere om investeringer
Roskilde Tekniske Skole har takket være fondsmidlerne fra Nordea-fonden kunnet investere i en lang række af udstyr til skolens mange uddannelser. Læs mere nedenfor:
Nyheder om bevilling af puljemidler fra Nordea-fonden
-
Nye maskiner på smedeuddannelsen (8. april 2025)
-
Nye drejebænke til industriteknikere på Roskilde Tekniske Skole (1. oktober 2024)
-
Rundsav med digitale kompetencer (12. september 2024)
-
Nye elever med nyt gear på Roskilde Tekniske Skole (8. august 2024)
-
Nye kontorborde og -stole spreder glæde (10 . juni 2024)
-
Elektronisk pladesaks til blikkenslagere (4. juni 2024)
-
Puljemidler omsat til plæneklippere på strøm (23. maj 2024)
-
Opbygning af konkurrencestand til DM i Skills 2024 (15. april 2024)
-
Puljemidler omsat til ny bil (16. februar 2024)
-
Roskilde Tekniske Skole får støtte til investeringer (14. december 2023)
Se billederne