Snedkere varmer op til EuroSkills 2025

Snedkere varmer op til EuroSkills 2025

Når EuroSkills 2025 løber af stablen, er flere lærlinge fra Roskilde Tekniske Skole klar til at vise deres talent. 

To af dem, Niels Næraa-Nicolajsen og Lukas Danmark Sørensen, har sammen med deres træner været til WorldSkills 2024 i Lyon for at suge stemningen til sig og forberede sig til EuroSkills i 2025.

Niels, der vandt DM i Skills 2024 for møbelsnedkere, og Lukas, der tog sejren for bygningssnedkerne, har kvalificeret sig til EuroSkills 2025. Det foregår den 9.-13. september 2025 i Herning – første gang nogensinde, at Danmark er vært for de europæiske mesterskaber!

Tre mål med turen

Internationale mesterskaber er i en liga for sig. Derfor var turen til WorldSkills en vigtig del af forberedelserne.

- Vi havde tre mål med turen til WorldSkills: at få indsigt i nye trends og tendenser, at netværke og at vise Niels og Lukas, hvordan et stort internationalt mesterskab ser ud og foregår. Især den sidste del er vigtigt, fordi det er svært at forestille sig, hvor stort det er uden at have set det med egne øjne, fortæller underviser og talenttræner Peter Johnny Hansen fra Roskilde Tekniske Skole.

Størrelsen betyder noget

De to snedkere har flere gange deltaget i DM i Skills og ved, hvordan det er at konkurrere under pres. Men internationale stævner er en helt anden skala.

- Når Niels og Lukas træder ind på scenen til EuroSkills i Herning, skal de fokusere på at præstere, og forsøge ikke at lade sig overvælde af mængden af journalister, gæster og politikere, siger Peter Johnny Hansen.

Størrelsen på WorldSkills gjorde stort indtryk:

- Det er som DM i Skills, men gange 100. Der er mange flere mennesker og et meget større område, fortalte Lukas i et videointerview, mens de var til WorldSkills – se det her:

VIDEO: Se videointerview med Lukas og Niels, mens de er til WorldSkills.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Træningen er i gang

Forberedelserne til EuroSkills er allerede i fuld gang, og den mentale træning er afgørende for at kunne levere toppræstationer. Derfor deltager de to EuroSkills-deltagere i flere konkurrencer frem til EuroSkills 2025 i Herning. De får masser af opbakning af deres virksomheder. Lukas er i lære hos Snedker- & Tømrermester Janus Olesen, og Niels er udlært og nu ansat hos Copenhagen Woodwork.

Turen til WorldSkills blev støttet af GNIST/Atopos, Tietgenfonden samt Boligfonden Kuben.

Læs mere om EuroSkills og WorldSkills på https://skillsdenmark.dk/euro-og-world-skills 

Se også

Roskilde Tekniske Skoles tema om Skills, herunder EuroSkills

Se billederne

 

Udskriv