HTX-elever tryller med træ og kreativitet
Skamler, bænke og vikinge-vibrationer! 3.g’ere på HTX Roskilde har bygget fede møbler af genbrugstræ – og både lærere og Vikingeskibsmuseet er vilde med resultaterne.
Et hold 3.g’ere har i teknikfaget "Udvikling og produktion – Træ" designet og produceret fine og funktionelle møbler. Skamler, bænk, bord og rumdelere var iblandt løsninger, da de otte grupper afleverede deres opgaver, som de nu skal til eksamen i.
- Niveauet for produktionerne er tårnhøjt, og jeg er meget imponeret og stolt over eleverne, som har fået flotte møbler ud af gennemtænkte designs og de genbrugsmaterialer, som vi oftest bygger med, siger Rasmus Højstrup Nielsen, underviser på HTX Roskilde.
HTX Roskilde har en løbende kontakt med ARGO i Roskilde om genbrugsmaterialer.
- De ringer til os engang imellem, når de har samlet en bunke egnede møbler fx af egetræ, som vi kan bruge i produktionen, og den aftale er vi naturligvis glade for. Det er træ af høj kvalitet, som bliver flot og anvendeligt gennem elevernes kyndige hænder, siger Rasmus Højstrup Nielsen.
Tre grupper med vikingetema
Tre af grupperne har været i en proces med Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som er i gang med at re-brande sig. Da grupperne var færdige, fik de mulighed for at præsentere møblerne for medarbejdere og chefer fra museet til en lille fernisering. Det var en imponeret projektchef Kristoffer Birkebæk Kejser, som sammen med resten af holdet fra museet så de tre flotte og vidt forskellige møbler på HTX Roskilde – se hans kommentar her:
Video: Projektchef Kristoffer Birkebæk Kejser fra Vikingeskibsmuseet var imponeret.
(Roskilde Tekniske Skole)
Udfordrende
- Det har været en interessant udfordring at samarbejde med museet om møblet, fordi vi hele tiden har måttet tilpasse designet til deres efterspørgsel, fortæller Ditte og Thor, som har været med til at lave hylde-møblet. Klara og Emma fra samme gruppe fortæller videre:
- Vi har haft en god timing og planlægning i gruppen, så processen har været både sjov og effektiv.
Variation af løsninger
Ud over de tre museumsinspirerede møbler har to grupper fx produceret skamler med afsæt i tiltrædelsen af Hans Majestæt Kong Frederik 10. af Danmark. Der er også blevet lavet rumdelere, som bl.a. står af udtjente brandslanger, der er vævet i et træskelet. Nu skal eleverne til eksamener bl.a. i teknik-faget, før de kan lade sig krone med studenterhuen.
Få mere at vide
Læs om htx-uddannelsen og HTX Roskilde
Se billederne