- Fantastiske år på HTX Roskilde

- Fantastiske år på HTX Roskilde

På HTX Roskilde blev årets første studenter fejret i dag med huer, lykønskninger og gaver fra familier, kærester og venner. 

Efter tre års hårdt arbejde, innovation og fællesskab kunne HTX Roskilde i dag sende årets første studenter ud i verden. Hele 17 elever blev færdige med sidste eksamen samtidig og fik huen på. Stemningen var høj, da de nyudklækkede studenter - enkeltvis eller i grupper - trådte ud ad døren fra eksamenslokalerne for at blive fejret af de mange gæster. Først fik de huerne på, og så var det afsted for at hejse Dannebrog til tops i fællesskab.

Glade nye studenter

- Det har været fantastiske år på HTX Roskilde. Jeg har mærket, hvordan vi sammen har rykket os fagligt, og samtidig har det været meget personligt udviklende for mig, fortæller Daniel Søndergaard Bialas, som sammen med de andre nye studenter fik flaget i luften.

Se video fra flaghejsningen på HTX Roskilde:

Se video fra flaghejsningen på HTX Roskilde.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Studenten Bianca Thusgaard Reck fortæller, at det sociale liv har "været super godt":

- Der er mange klubber på gymnasiet, som er åbne for alle. Lærerne er virkelig entusiastiske, og man kan mærke, at de kan lide os elever, og den stemning smitter af på undervisningen. Vi var en klasse, der blev slået sammen, og selv om vi ikke kendte hinanden, har fællesskabet bare blomstret, siger hun.

En stor dag for alle

Det er ikke kun en stor dag for de mange nye studenter.

- Når vores elever får studenterhuen på, er det en stor dag for os alle. De blå huer markerer begyndelsen på nogle særlige og festlige dage på HTX Roskilde. Dage, hvor meningen med vores arbejde kan mærkes helt ind i kroppen – og nogle gange også ud i tårekanalerne, fortæller Emil van Es, rektor på HTX Roskilde.

Han fortsætter:

- Den blå hue er langt mere end bare en hue. Den er symbolet på tre års slid, læring og personlig udvikling. Den repræsenterer teknologisk og almen dannelse, og en rejse, der har været både spændende, udfordrende og festlig. Og vigtigst af alt: den bærer alt det med sig, som vores elever nu tager videre med ud i livet.

Fejringen fortsætter med musik, studentergilde og glade venner og familier de næste dage.

- For os på skolen er det selvfølgelig også lidt vemodigt. De unge mennesker, der har været en vigtig del af vores fællesskab, skal nu videre – på sabbatår, videregående uddannelser, højskoler eller helt andre eventyr. Vi sender dem afsted med stolthed og vished om, at de er godt klædt på til det, der venter, slutter Emil van Es. 

Få mere at vide

Læs om htx-uddannelsen og HTX Roskilde

Se billederne

 

Udskriv