Kvindenetværk prøver kræfter med maskiner
15 kvinder fra netværket Pink Circle brugte en novemberaften på at udforske industriteknikerfaget i praksis på Roskilde Tekniske Skole.
Der blev arbejdet hårdt og grinet højt, da 15 kvinder mødte ind til undervisning på industriteknikeruddannelsen på skolen. Netværket har eksisteret i 30 år og mødes hver måned til forskellige aktiviteter.
- Vi laver mange forskellige og sjove ting sammen. Det kan fx være sportsaktiviteter eller mere kreative indslag som keramik og croquis. Forleden var det så metalsløjd på Roskilde Tekniske Skole, fortæller Lene Goltermann, som er en del af netværket.
Lysestager og flagstænger
Arrangementet på skolen varede fire timer og gav deltagerne indblik i, hvordan uddannelsen arbejder med moderne maskiner og værktøjer. Under vejledning af to undervisere, Jesper og Kim, producerede deltagerne elementer i metal.
- Ud af anstrengelserne kom der blandt andet fine flagstænger og kreative lysestager. Vi fik et kig ind i faget og også respekt for fagligheden, hvor præcision er nøglen til et godt produkt. Det var svært at udføre opgaverne - og samtidig en super sjov aften for os, siger Lene.
Åbner gerne dørene
For skolen er formålet med at åbne dørene at give et indblik i industriteknikerfaget, og hvordan praktisk arbejde med maskiner kan kombineres med gode ideer. En del mennesker vælger sent i livet at sadle om og tage en ny uddannelse. Og når unge skal vælge uddannelse, har forældre en stor betydning.
- Derfor åbner vi gerne dørene for gæster, fx et kvindenetværk. Når de er hos os, oplever de en uddannelse, skolen, værksteder og undervisere, og det håber vi selvfølgelig giver dem et indtryk, som de tager med sig videre. De må gerne fortælle om den gode oplevelse til deres familier, venner og børn. Måske får de selv lyst til at starte på uddannelsen, eller det kan medvirke til, at nogle i deres omgangskreds undersøger mulighederne for at tage en god uddannelse her på skolen, siger Henrik Kastrup Lund, uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole.
Få mere at vide
Se billederne