DM i Skills 2023: Mød Oliver, industritekniker

Oliver: At være med til DM i Skills er en gave

Oliver August Vork uddanner sig til industritekniker på Roskilde Tekniske Skole, og har kvalificeret sig til finalen i DM i Skills 2023 i Fredericia den 2.-4. februar.

Oliver er i lære som industritekniker hos WSAudiology. Den verdensomspændende virksomhed har hovedkvarter i Lynge, og de producerer høreapparater.

- Det betyder meget for mig at være med i en branche, hvor vi er med til at hjælpe andre mennesker, siger Oliver, mens han gør CNC-maskinen klar til at fræse den næste støbeform i metal, som skal bruges i virksomhedens produktion.

Imponeret underviser

Den talentfulde og dygtige lærling tager uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole. På skolen er underviserne imponerede over Oliver.

- Det som gør Oliver til en fremragende industritekniker, er at han er god til at holde fokus, og så kan han se resultatet, før han egentlig går i gang med opgaven. Derudover er han meget lærenem og også videbegærlig. For de andre i klassen er han nem at samarbejde med og en holdkammerat, siger Anders Pultz Justesen, Roskilde Tekniske Skole. 

VIDEO: Mød Oliver i aktion på lærepladsen WSAugiology.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Erfaren i konkurrencedeltagelse

Oliver er øvet i at deltage i konkurrencer inden for faget. Dels var han til regionsmesterskabet, som kvalificerede ham til finalen i DM i Skills, og dels har han været med til en stor international konkurrence i Belgien, hvor han sammen med holdet vandt.

- Det er pressende, spændende og lærerigt at deltage i konkurrence. Jeg tænker også, at det er en fordel for mig, at jeg har prøvet det nogle gange nu forud for DM. Uanset hvordan det går for mig, så er det en gave i sig selv at være med til DM i Skills, forklarer Oliver.

Tilbudt stilling

Oliver er ved at være færdig med sin uddannelse, og hos WSAudiology har man valgt at tilbyde Oliver en fast stilling – et tilbud han har takket ja til.

- Vi er enormt glade for, at han bliver hos os efter endt læretid. Oliver er en super gut, en vellidt del af vores team og hamrende dygtig til sit fag. Vi er så stolte over, at han skal til DM i Skills. Han er en god repræsentant for faget, fortæller Allan Green, manager i virksomheden. Han fortsætter:

- DM i Skills er en god ting for vores branche, fordi det er med til at vise, at der er mange spændende uddannelsesmuligheder, som unge kan vælge.
I videoen fortæller Allan Green, manager hos WSAudiology og Olivers chef, hvad det betyder for virksomheden, at Oliver skal til DM i Skills 2023.

VIDEO: Allan Green, manager hos WSAudiology og Olivers chef, fortæller her, hvad det betyder for virksomheden, at Oliver skal til DM i Skills 2023.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Hvem bliver danmarksmestre?

DM i Skills 2023 foregår den 2.-4. februar i Messe C i Fredericia. De talentfulde unge fra landets erhvervsuddannelser repræsenterer 68 forskellige fag - 45 konkurrencefag og 23 demonstrationsfag.

Der er gratis adgang, og gæsterne kan følge konkurrencedeltagerne helt tæt på. Derudover er der stande, hvor der er rig mulighed for - på egen hånd - at blive introduceret til fagene.

Få mere at vide

 Bliv industritekniker

 Tema: Skills

Se billederne


Nyheder om DM i Skills 2023

 

Udskriv