Ingrid skal til DM i Skills 2026

Ingrid skal til DM i Skills 2026

Ingrid Elisabeth Madsen deltager i konkurrencen for blomsterdekoratører, når DM i Skills holdes i Hjørring den 22.-25. april.

Ingrid træner ivrigt forud Danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsskolerne, DM i Skills. Hun sætter sirligt og roligt denne ene blomst efter den anden i dekorationen og stopper så pludseligt op:

- Nu er den der, der skal ikke mere til, siger hun.

Mesterskabsdeltagelse

Når Ingrid kommer ind på sin egen deltagelse i DM i Skills, fortæller hun:

- Det er måske ikke lige konkurrencedelen, der fylder helt vildt meget hos mig. For mig handler det mere om at få mulighed for at lære noget mere og under helt andre rammer, end hvad der er i butikken eller på skolen.

Se Ingrid træne på skolen frem mod DM i Skills 2026:

Ingrid træner til DM i Skills 2026 og glæder sig til at komme i gang.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Møder mange mennesker

I forhold til sit fag er Ingrid ikke rigtig i tvivl om, hvad der er det mest spændende.

- Vi møder mange forskellige mennesker i butikken. Man kan jo købe blomster for at glæde andre. Man kan også købe blomster, fordi man har mistet nogen, og vi blomsterdekoratører dækker det hele. Det er spændende, siger Ingrid.

Glad mester

Ingrid er i lære hos Øens Blomster i Nexø, hvor indehaver Mette Beyer Pedersen glæder sig over, at Ingrid skal til DM.

- Det er fantastisk og super godt, at Ingrid skal til DM i Skills, og jeg bakker 100 % op om hende. Da Ingrid søgte og startede i lære hos mig, faldt jeg for hendes personlighed. Hun er god til kunderne og har begge benene solidt plantet i jorden. Under uddannelsen er hun blevet modig, moden og virkelig dygtig til håndværket. Det er en dejlig rejse at se hende udvikle sig til en rigtig dygtig blomsterdekoratør, fortæller hun.

Uddannelsen udbydes i et samarbejde

Blomsterdekoratør er et speciale på detailhandelsuddannelsen, som udbydes i et samarbejde mellem Roskilde Handelsskole samt Roskilde Tekniske Skole, hvor den praktiske del af uddannelsen foregår.

Se billederne

Se også

  • Ingrid skal til DM i Skills 2026 (12. marts 2026)

DM i Skills 2026

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som konkurrencedeltagere, hvor de kæmper om at blive danmarksmester i deres fag. DM i Skills 2026 afholdes i Hjørring den 22.-25. april. Der er gratis adgang for alle til DM i Skills. Se mere på skillsdenmark.dk og dmiskills.dk 

Se også: Roskilde Tekniske Skoles tema om DM i Skills: www.rts.dk/skills

 

Udskriv