Kristoffer: Jeg glæder mig især til konkurrencen
Når DM i Skills 2026 starter i Hjørring, er Kristoffer Skjold Matzen med i opløbet til at blive Danmarks bedste unge klejnsmed.
DM i Skills - danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne – foregår i Hjørring den 22.-25. april. Kristoffer Skjold Matzen uddanner sig til klejnsmed på Roskilde Tekniske Skole, og har læreplads hos Vestergaard Company i Gevninge. Han har kvalificeret sig til mesterskaberne og glæder sig til at komme i gang med konkurrencen:
- Det jeg håber at få ud af at være med til DM i Skills, er oplevelsen i konkurrencen. Her er der fokus på én, og jeg skal holde tungen lige i munden og bevare roen. Det bliver fedt, fortæller Kristoffer.
Mød Kristoffer mens han træner til DM i Skills på skolen:
Mød Kristoffer, mens hans træner til DM i Skills på skolen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Stor opbakning fra lærepladsen
Kristoffer får stor opbakning fra Vestergaard Company, hvor han er i lære.
- Vi er utroligt stolte over, at Kristoffer skal til DM i Skills. Det er den tredje lærling på ti år, som vi har med, og det motiverer, inspirerer og samler os i virksomheden. Vi taler om det i hverdagen fx ved frokostbordet, siger Allan Schou, som er produktionsleder i virksomheden.
Hør Allan uddybe i videoen:
Produktionsleder Allan fortæller, hvordan DM i Skills inspirerer og motiverer medarbejdere.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Under DM i Skills samler Vestergaard Company et hold lærlinge i en bus og kører til mesterskaberne for at bakke op om Kristoffer og få en fælles oplevelse ud af det.
- Ambitiøs og seriøs
Carsten Ramsing Fischer er faglærer på skolens smedeuddannelse, og han er ikke overrasket over, at Kristoffer har kvalificeret sig til DM i Skills:
- Kristoffer er super ambitiøs og seriøs i forhold til sin uddannelse og deltagelsen i DM i Skills. Han har altid haft et ekstra gear og villet lidt ud over det, vi forventer af vores elever. Det er det, der skal til, hvis man vil være med blandt Danmarks bedste klejnsmede, og jeg glæder mig helt vildt til at se ham præstere i Hjørring, siger han.
Drømmene
Når Kristoffer er færdig med smedeuddannelsen og har arbejdet lidt, drømmer han om at dygtiggøre sig yderligere. Han vil gerne tage maskinmesteruddannelsen og så ud at sejle på verdens have med uddannelserne i bagagen.
Se billederne
Se også
-
Kristoffer Jeg glæder mig især til konkurrencen (9. april 2026)
-
Freja: DM i Skills handler også om at vise faget frem (25. marts 2026)
-
Mynte: Det bliver fedt at være med til DM i Skills (20. marts 2026)
-
Mathias træner til DM (16. marts 2026)
-
Ingrid skal til DM i Skills 2026 (12. marts 2026)
DM i Skills 2026
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som konkurrencedeltagere, hvor de kæmper om at blive danmarksmester i deres fag. DM i Skills 2026 afholdes i Hjørring den 22.-25. april. Der er gratis adgang for alle til DM i Skills. Se mere på skillsdenmark.dk og dmiskills.dk
Se også: Roskilde Tekniske Skoles tema om DM i Skills: www.rts.dk/skills