DM i Skills 2022: Mød Emma, blomsterdekoratør

Talentfuld blomsterdekoratør til DM i Skills 2022

DM i Skills er danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsskolerne, og når årets udgave skydes i gang i Høng ved Kalundborg, er Emma Hedegaard med som blomsterdekoratør.

- Emma har en vild drivkraft, og hun vil det hele. Samtidig er hun en rigtig god kollega og en værdsat medarbejder, og vi skal til DM i Skills for at heppe på hende. Sådan siger Mie Labansen, som er indehaver af butikken Acacia Blomsterkunst i Roskilde, hvor Emma er i lære. Butikken har haft flere elever fra Roskilde Tekniske Skole, der har deltaget til DM i Skills de senere år.

Emma glæder sig

Emma er en af tre elever fra Roskilde Tekniske Skole, som er blevet udpeget af skolen til at dyste i dette års konkurrence.

- Det kunne selvfølgelig være sjovt at vinde, men jeg er først og fremmest bare glad for at blive udpeget til at skulle med – det er stort. Det bliver fedt at skulle til konkurrencen sammen med gode venner fra skolen og møde nogle andre dygtige elever, siger Emma.

VIDEO: Emma skal til DM i Skills 2022 og er med i konkurrencen for blomsterdekoratører. Mød hende i videoen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

DM i Skills starter 28. april. Op til eventet træner Emma og de andre talenter for at være så klar på opgaverne som overhovedet muligt.

En fantastisk branche

Som Emma oplever det, er blomsterbranchen fantastisk at være en del af.

- På den ene side så er butikkerne jo konkurrenter. Der er også masser af konkurrencer, hvor der bliver dystet mod hinanden. Men på den anden side så er der et super stærkt fællesskab. Hvis en anden lokal blomsterbutik mangler en type blomster, så låner vi gerne ud. Vi hjælper hinanden, og det kan jeg godt li’, forklarer Emma, som er glad for sit valg af uddannelse:

- Det fede ved blomsterdekoratøruddannelsen er, at man både lærer at drive virksomhed og samtidig arbejde kreativt med materialerne. Det er en kreativ proces, hvor man kan lave det, som man synes er flot, og som kunden gerne vil have, siger Emma.

Uddannelsen blomsterdekoratør udbydes i et samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Handelsskole. Uddannelsen er som de fleste erhvervsuddannelser en vekseluddannelse. Det betyder, at Emma i perioder er på skole og perioder i lære i butikken.

Emma tager ansvaret på sig

Når Mie Labansen Mie skal sætte ord på, hvad der gør Emma til noget helt særligt, siger hun sådan her:

- Emma er først og fremmest en rigtig dygtig blomsterdekoratør, som har udviklet sig helt utroligt igennem det sidste år. Hun har taget meget ansvar på sig i sin tid hos mig, fx i forhold til vores arbejde med at få virksomheden i en mere bæredygtig retning.

Netop arbejdet med bæredygtighed i virksomheden har fyldt en del for Emma i læretiden. Hun har haft en stor andel i, at de nu er blevet bedre til affaldssortering og affaldsafhentning i butikken.

Få mere at vide

 Bliv blomsterdekoratør

Se billederne

 


DM i Skills

DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som konkurrencedeltagere, hvor de dyster inden for ca. 50 forskellige fag om at blive landets bedste. DM i Skills 2022 afholdes i Høng den 28.-30. april, og arrangør Skills Denmark forventer igen i år mere end 50.000 besøgende.

Roskilde Tekniske Skole stiller op med 13 konkurrencedeltagere inden for otte uddannelser: blomsterdekoratør, personvognsmekaniker, vvs-energi, bygningssnedker, møbelsnedker, anlægsgartner, anlægsstruktør og mediegrafiker.

Ud over konkurrencerne er DM i Skills også et uddannelsesevent med demonstrationsfag, udstillere og muligheder for at blive introduceret til erhvervsuddannelser.

 Tema: Skills

 

Udskriv