Amalie skal til DM i Skills
20-årige Amalie Refer Espenhain Sørensen fra Slagelse er så dygtig en blomsterdekoratør, at hun er udvalgt til at dyste til DM i Skills 2022.
- Man skal huske, at blomster gror, som de gror, og derfor må en buket godt stritte lidt mere i den ene side end den anden, siger Amalie.
I en legende let, men alligevel rutineret manøvre sætter hun en blomst mere i buketten, som hun øver sig på. Forberedelserne til DM i Skills, danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne, er i gang på Roskilde Tekniske Skole.
Ung og dog erfaren
Amalie ved, hvordan hun skal lave en buket. Til trods for sin unge alder, har hun nemlig været i branchen i mange år.
- Jeg blev ansat i Blomster Hexeriet i Brøndby, da jeg var 14 år. Der er jeg stadig, og mine kolleger og min chef er gået hen og blevet min anden familie, fortæller Amalie.
I løbet af de seks år i virksomheden har hun taget en eux-business (detailhandel) med blomsterdekoratør som speciale. Uddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole og Roskilde Handelsskole. Amalie er faktisk allerede færdig med uddannelsen, fordi hun har taget en eux-uddannelse, er hun blevet erhvervsfaglig student.
VIDEO: Amalie er uddannet blomsterdekoratør og skal til DM i Skills 2022. Hør hende fortælle.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Glæder sig til DM
Eleverne tager den praktiske del af blomsterdekoratøruddannelsen på Roskilde Tekniske Skoles afdeling for grønne uddannelser, Vilvorde. Det er den praktiske del, der dystes i, når Amalie skal DM, og hun glæder sig til konkurrencen:
- Det bliver sjovt at blive udfordret på tid og med de mange forskellige opgaver, vi skal lave. Selv om vi skal konkurrere mod hinanden, så bliver det også dejligt at være sammen med de andre og hygge sig med hinanden og blomsterne, siger Amalie med et stort smil.
Opbakning fra Blomster Hexeriet
- Det gør mig så stolt, at Amalie er udtaget, og jeg oplever det også som en anerkendelse af vores måde at have lærlinge på i virksomheden. Jeg bakker 100 % procent op om Amalie og DM i Skills, fortæller Birgit Effersøe, som er indehaver af Blomster Hexeriet og Amalies chef. Hun fortæller videre:
- Jeg oplevede DM i Skills for første gang i Bella Center i 2020, og det var jo helt fantastisk og rørende at se alle de unge dygtige mennesker blive hyldet på den måde. I vores branche har vi brug for nye ansigter, og det kan DM i Skills være med til at skubbe til.
Vild med det vilde
Der findes flere stilarter inden for faget. Amalie er mest til det lidt rustikke og vilde udtryk.
- Jeg laver det, som kunden vil have. Men jeg er mest vild med at arbejde med det vilde udtryk. Jeg elsker fx at bruge tørrede blomster og lave høje luftige buketter. Det fede ved faget er, at man kan kombinere tingene og finde sin helt egen stil, forklarer hun alt imens en blomst kyndigt beskæres med én hånd, mens den anden hånd holder godt fast om buketten, som er ved at være færdig.
Amalie er også ved at være færdig med dagens træning på Roskilde Tekniske Skole. Den 28.-30. april venter DM og en kæmpe oplevelse med forventeligt over 50.000 besøgende i Høng.
Få mere at vide
Se billederne
Nyheder om DM i Skills 2022
-
Skills-deltagere hyldet på Roskilde Tekniske Skole (6. maj 2022)
-
Skolesucces ved DM i Skills 2022 (30. april 2022)
-
Sådan gik fredagen på DM i Skills (29. april 2022)
-
DM i Skills 2022 er i gang (28. april 2022)
-
Nu starter DM i Skills 2022 (28. april 2022)
-
Bravida bakker op om DM i Skills (27. april 2022)
-
Svær opgave venter anlægsstruktører (27. april 2022)
-
Til DM i Skills 2022 for at blive dygtigere (Lasse, vvs-energispecialist - 26. april 2022)
-
- Stolte og glade på Annas vegne (25. april 2022)
-
Oliver og Gustav træner til DM i Skills 2022 (Oliver og Gustav, anlægsgartnere - 20. april 2022)
-
Fra Paris til Høng (Anna, mediegrafiker - 23. marts 2022)
-
Til DM i Skills 2022 for at lære (Mads, bygningssnedker - 16. marts 2022)
-
Talentfuld blomsterdekoratør til DM i Skills (Emma, blomsterdekoratør - 9. marts 2022)
-
Tobias vil til EM (Tobias, bygningssnedker - 2. marts 2022)
-
- DM i Skills bliver en kæmpe oplevelse (Victoria, blomsterdekoratør - 17. februar 2022)
-
Den bedste bliver mester (Frode, møbelsnedker - 10. februar 2022)
-
Amalie skal til DM i Skills (Amalie, blomsterdekoratør - 2. februar 2022)
DM i Skills
Roskilde Tekniske Skole stiller op med 13 konkurrencedeltagere inden for otte uddannelser: blomsterdekoratør, personvognsmekaniker, vvs-energi, bygningssnedker, møbelsnedker, anlægsgartner, anlægsstruktør og mediegrafiker.
Ud over konkurrencerne er DM i Skills også et uddannelsesevent med demonstrationsfag, udstillere og muligheder for at blive introduceret til erhvervsuddannelser.
Tema: Skills