Til DM i Skills 2022 for at lære
Når Mads Haugbølle Behrendsen deltager i DM i Skills i år, er det også for at lære af det. Han har nemlig en drøm om flere konkurrencer.
På Roskilde Tekniske Skole træner den 17-årige Mads Haugbølle Behrendsen til danmarksmesterskaberne for unge fra erhvervsuddannelserne, DM i Skills. Han har kvalificeret sig til mesterskaberne inden for bygningssnedker.
- Jeg er meget glad for at, jeg er startet på uddannelsen til bygningssnedker. Det er en super fed følelse fx at lave en samling, der bare går lige i hak, som den skal, fortæller Mads. Han har blot været i gang med uddannelsen i et års tid, og underviserne så hurtigt hans åbenlyse talent.
- Jeg startede på Roskilde Tekniske Skole lige efter 9. klasse, og det er gået over al forventning. Underviserne er gode, og de elever, som er nået lidt længere i uddannelsen, vil også rigtig gerne forklare, hvordan de griber opgaverne an, forklarer Mads.
VIDEO: Når Mads Haugbølle Behrendsen deltager i DM i Skills i år, er det også for at lære af det. Han har nemlig en drøm om flere konkurrencer.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Mester bakker op
Når Mads ikke er på skole, er han på lærepladsen hos virksomheden Bjaco i Slagelse.
- Mads er en meget ansvarsbevidst og selvkørende ung mand, som er ivrig efter at lære det hele. Sådan har det været fra første dag, hvor han satte sine ben hos os. Vi er meget stolte over, at han skal deltage i DM i Skills - det bliver en kæmpe oplevelse for ham. Som mester ser jeg det faktisk som min pligt at bakke op om det. Det skylder vi de unge mennesker, som virkelig vil og kan noget særligt med håndværket, siger Bjarke Christensen, som er indehaver af Bjaco. Det er den tredje elev i virksomheden, som skal med til konkurrencen.
Skal kæmpe mod de store
Mads gik direkte fra 9. klasse og til erhvervsuddannelsen. Når han træder ind i DM-arenaen i Høng (Kalundborg) 28. april, skal han dyste mod elever, der er mere erfarne.
- På papiret bør jeg ikke have mange chancer, fordi de andre er længere i uddannelsen. Men det motiverer mig egentlig bare. Når jeg kan være med på det her niveau, er det fordi, at jeg går op i det, er seriøs og fokuseret omkring min træning. Med den indsats ved jeg, at jeg kan være med blandt de bedste unge bygningssnedkere i Danmark, fortæller Mads.
Det beviste Mads til fulde, da han deltog i regionsmesterskaberne i efteråret 2021. Her fik han en 2. plads og kunne dermed begynde at glæde sig til DM. Men det tager tid at lære at klare sig til de store konkurrencer, forklarer Mads. Derfor er han først og fremmest med til DM i Skills 2022 for at lære mere. På sigt drømmer han dog om at stå øverst på skamlen, og måske endda være til EuroSkills 2025, som afholdes i Danmark. - Det ville være en drøm, som han siger.
Mads er rolig og velovervejet
- Mads er rolig og velovervejet elev, som er god til at notere sig ting og hurtig til at lære. Når jeg fx viser ham en teknik, så sidder den der første gang, og så husker han, hvordan det skal gøres, siger Peter Hansen, som er mangeårig underviser for snedkereleverne på Roskilde Tekniske Skole. I 2019 blev han kåret som årets faglærer af Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben, blandt andet på grund af evnen til at få det bedste frem i alle elever.
Få mere at vide
Se billederne
Nyheder om DM i Skills 2022
-
Skills-deltagere hyldet på Roskilde Tekniske Skole (6. maj 2022)
-
Skolesucces ved DM i Skills 2022 (30. april 2022)
-
Sådan gik fredagen på DM i Skills (29. april 2022)
-
DM i Skills 2022 er i gang (28. april 2022)
-
Nu starter DM i Skills 2022 (28. april 2022)
-
Bravida bakker op om DM i Skills (27. april 2022)
-
Svær opgave venter anlægsstruktører (27. april 2022)
-
Til DM i Skills 2022 for at blive dygtigere (Lasse, vvs-energispecialist - 26. april 2022)
-
- Stolte og glade på Annas vegne (25. april 2022)
-
Oliver og Gustav træner til DM i Skills 2022 (Oliver og Gustav, anlægsgartnere - 20. april 2022)
-
Fra Paris til Høng (Anna, mediegrafiker - 23. marts 2022)
-
Til DM i Skills 2022 for at lære (Mads, bygningssnedker - 16. marts 2022)
-
Talentfuld blomsterdekoratør til DM i Skills (Emma, blomsterdekoratør - 9. marts 2022)
-
Tobias vil til EM (Tobias, bygningssnedker - 2. marts 2022)
-
- DM i Skills bliver en kæmpe oplevelse (Victoria, blomsterdekoratør - 17. februar 2022)
-
Den bedste bliver mester (Frode, møbelsnedker - 10. februar 2022)
-
Amalie skal til DM i Skills (Amalie, blomsterdekoratør - 2. februar 2022)
DM i Skills
Roskilde Tekniske Skole stiller op med 13 konkurrencedeltagere inden for otte uddannelser: blomsterdekoratør, personvognsmekaniker, vvs-energi, bygningssnedker, møbelsnedker, anlægsgartner, anlægsstruktør og mediegrafiker.
Ud over konkurrencerne er DM i Skills også et uddannelsesevent med demonstrationsfag, udstillere og muligheder for at blive introduceret til erhvervsuddannelser.
Tema: Skills