DM i Skills 2022: Mød Lasse, vvs-energispecialist

Til DM i Skills 2022 for at blive dygtigere

Ambitionen om at blive dygtigere til sit fag har bragt Lasse Green Laumann til DM i Skills 2022.

Da Roskilde Tekniske Skole i efteråret 2021 inviterede Lasse Green Laumann til at stille op til regionsmesterskabet for vvs-energi-uddannelsen, var hans første indskydelse at takke nej.

- Jeg er egentlig ikke et konkurrencemenneske. Men jeg valgte at sige ja til at deltage i regionsmesterskaberne for at udfordre mig selv lidt. Nogle gange skal man jo lidt ud på tynd is, fortæller Lasse.

Han var meget nervøs i starten af regionsmesterskaberne.

- Men efter en halv dags tid, kunne jeg se, at jeg var godt med i konkurrencen. Jeg blev ved med at huske at lave de mange beregninger på den rigtige måde. Nerverne var pludselig væk, og jeg kunne fokusere 100 % på opgaverne, og det gik jo meget godt, smiler Lasse.

VIDEO: - Dét som jeg gerne vil have ud af at være med til DM i Skills er, at jeg vil lære noget og blive dygtigere til mit fag. Om et par måneder skal jeg til svendeprøve, og så er det også en fordel, at jeg er blevet bedre til at arbejde under pres, siger Lasse.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)

Klar til DM

Han tog 1. pladsen til regionsmesterskabet og kvalificerede sig dermed til DM i Skills 2022, som starter den 28. april i Høng. De opgaver som de fire finalister i vvs-energi-konkurrencen skal udføre under DM, er bl.a. at lægge gulvvarme i forskellige mønstre og lave detaljerede vand- og varmeinstallationer. Lasse træner opgaverne på Roskilde Tekniske Skole frem til konkurrencen starter.

- Dét som jeg gerne vil have ud af at være med til DM i Skills er, at jeg vil lære noget og blive dygtigere til mit fag. Om et par måneder skal jeg til svendeprøve, og så er det også en fordel, at jeg er blevet bedre til at arbejde under pres, siger Lasse.

Stort arrangement i Høng

Lasse og de mange andre konkurrencedeltagere fra Roskilde Tekniske Skole skal nok komme til at opleve presset. Skills Denmark forventer over 50.000 besøgende, når DM i Skills 2022 afvikles i Høng ved Kalundborg den 28.-30. april.

De sidste forberedelser

Når DM i Skills 2022 sættes i gang, er Lasse klar:

- Jeg bliver helt sikkert nervøs. Det er et stort arrangement, og der er mange mennesker. Jeg glæder mig også og vil egentlig bare i gang, slutter Lasse. Tilbage er der at træne opgaverne igennem et par gange mere, før han kan kaste sig ind i dysten om at blive en af Danmarks bedste unge håndværkere.

Få mere at vide

 Bliv vvs-energispecialist - tag vvs-energiuddannelsen

Se billederne


DM i Skills

DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som konkurrencedeltagere, hvor de dyster inden for ca. 50 forskellige fag om at blive landets bedste. DM i Skills 2022 afholdes i Høng den 28.-30. april, og arrangør Skills Denmark forventer igen i år mere end 50.000 besøgende.

Roskilde Tekniske Skole stiller op med 13 konkurrencedeltagere inden for otte uddannelser: blomsterdekoratør, personvognsmekaniker, vvs-energi, bygningssnedker, møbelsnedker, anlægsgartner, anlægsstruktør og mediegrafiker.

Ud over konkurrencerne er DM i Skills også et uddannelsesevent med demonstrationsfag, udstillere og muligheder for at blive introduceret til erhvervsuddannelser.

 Tema: Skills

 

Udskriv