Moderne faciliteter klar til landbrugselever
På Landbrugsskolen Sjælland i Roskilde er undervisningsfaciliteterne blevet opgraderet. En gammel foredragssal er blevet totalrenoveret og er nu klar til at blive taget i brug.
Der har været heftig aktivitet på Landbrugsskolen Sjællands afdeling på Ledreborg Allé 50 lige uden for Roskilde. Her har skolen undervisning for landbrugselever, og de kan nu glæde sig over nye og lyse undervisningsfaciliteter. Skolen har søgt og fået donation fra Fruervadgårds Mindelegat, som uddeles til initiativer, der fremmer uddannelsen af unge landmænd. Donationen er blevet brugt til at totalrenovere en ældre foredragssal.
- Den gamle foredragssal er fra 1974 og levede ikke op til de standarder, skolen har for nye pædagogiske undervisningsformer, og der var i høj grad behov for atter at sætte gang i en renovering, fortæller Janne Taklo Sørensen, ressourcedirektør på Roskilde Tekniske Skole.
Lækkert og lyst rum med mange funktionsmuligheder
Lokalet er totalrenoveret og istandsat til ét stort undervisningslokale som nemt kan deles op i to lokaler med en skydevæg ved behov. Der er sat nye døre og vinduer i som giver luft og lys samt flere adgangsmuligheder til rummet. Der er sat ny, energibesparende belysning i loftet, som automatisk regulerer i forhold lysindfald samt bevægelse i lokalet. Vægge og loft er malet hvide, og der er sat støjdæmpende overflader op på væggene – i form af store akustiklærreder med flotte fotos – samt akustikplader i loftet.
Derudover er gulvet blevet hævet, og rummet er nu indrettet og udnyttet meget bedre med god plads rundt om de nye borde og stole. Her vil eleverne sidde godt, mens undervisningen bl.a. kan foregå ved de nyindkøbte elektroniske tavler.
Klik på knappen og bevæg dig rundt i lokalet
(artiklen fortsætter nedenfor)
Stor betydning for elever og undervisere
- For de nuværende og kommende landbrugselever betyder det, at undervisningen kommer til at foregå i tidssvarende undervisningsfaciliteter. Vi er utroligt glade for, at vi fik legatet, som har gjort det muligt for os som skole at udføre renoveringen. Det kommer til at få en rigtig stor betydning for undervisningen, fortsætter Janne Taklo Sørensen.
Skolen etablerede i 2016-2017 en ny multisal også med donation fra Fruervadgårds Mindelegat.
Landbrugsskolen Sjælland er fordelt på to adresser, dels på Ledreborg Allé i Roskilde og i Høng. Skolen er en del af Roskilde Tekniske Skole.
Se billederne