2.000 elever fra 8. klasse fik erhvervsuddannelser i hænderne
De mange elever deltog i årets SkillsStafet i Roskilde for at få et indblik i de mange muligheder på erhvervsskolerne.
Over seks dage besøgte ca. 100 skoleklasser fra 8. klasse i Roskilde, Lejre og Høje-Taastrup kommuner Roskilde Tekniske Skole, som lagde hus og telte til.
SkillsStafet er en obligatorisk del af indholdet i de mange brobygningsaktiviteter, som grundskolernes udskolingsklasser deltager i, for at blive afklarede om deres valg af ungdomsuddannelse efter grundskolen. Formålet er at give de unge et begyndende kendskab til erhvervsuddannelserne gennem små praktiske øvelser og ved at møde unge på erhvervsskolerne. Det handler om at undersøge, bygge, tænke kreativt og løse små opgaver, som repræsenterer nogle af erhvervsskolernes mange uddannelser.
Se video fra arrangementet – uddannelsesdirektør Julie Secher fortæller om SkillsStafet i Roskilde:
Uddannelsesdirektør Julie Secher fortæller om SkillsStafet i Roskilde.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Fra folkeskoler og private skoler i blandt andet Taastrup, Jyllinge, Viby, Hvalsø og Kirke Hyllinge strømmede klasserne til Roskilde Tekniske Skoles adresser på Pulsen, hvor skolen var vært for årets SkillsStafet. Eleverne deltog i løbet af en dag i aktiviteter, hvor de fik information, mødte unge fra erhvervsuddannelserne og løste små konkrete opgaver.
Eud, eux, hhx og htx…
Dagen gav smagsprøver på de mange uddannelser på erhvervsskolerne. Alle deltog i ni aktiviteter, som bredt repræsenterede de fire hovedområder på erhvervsuddannelserne samt orienterede om erhvervsskolernes gymnasieretninger eux, hhx og htx.
- Det er en god og fast tradition, at vi i september holder SkillsStafet for de tre kommuner her på Roskilde Tekniske Skole. Vi er superglade for samarbejdet med kommunerne og vejledningscentrene. Igen i år samles erhvervsskolerne i byen om et stort fælles arrangement, som viser eleverne et bredt og varieret udsnit af mulighederne på erhvervsskolerne, siger en af planlæggerne Jacob Christiansen, kommunikationschef på Roskilde Tekniske Skole.
- Det er fedt at se de unges gejst, når de kastes ud i de praktiske opgaver. Det giver dem konkrete erfaringer, succesoplevelser og noget at fortælle om, når de kommer hjem. Samtidig giver det bedre baggrund for at vælge, når de senere skal ønske introduktionskurser og brobygningsaktiviteter, at de har mødt både lærere og unge fra erhvervsskolerne, fortæller Jacob Christiansen.
Stærkt samarbejde
Arrangementet blev gennemført i et samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole, Pulsen Gymnasium, ZBC Roskilde, Roskilde Handelsskole og Landbrugsskolen Sjælland, som alle havde bidraget med aktiviteter, rollemodeller og lærere.
Se billederne