Imponerende præstationer ved WorldSkills i Kina
To tidligere elever fra Roskilde Tekniske Skole leverede præstationer på højt internationalt niveau ved WorldSkills 2026 i Shanghai.
Fire dages intens konkurrence ved WorldSkills i Shanghai sluttede med flotte resultater til de to tidligere elever fra Roskilde Tekniske Skole bygningssnedker Lukas Danmark Sørensen og elektriker Malthe Naundrup Nielsen.
Udmærkelser til Lukas og Malthe
Bygningssnedker Lukas Danmark Sørensen stillede op i konkurrencen ’Joinery’. Han opnåede 735 point og modtog en Medallion for Excellence. Resultatet gjorde ham samtidig til Best of Nation, som gives til den deltager, der opnår flest point på landsholdet. Lukas har tidligere vundet DM i Skills og bronze ved EuroSkills og har gennem hele forløbet været trænet af faglærer Peter Hansen fra Roskilde Tekniske Skole.
Også Malthe Naundrup Nielsen blev i konkurrencen ’Industry 4.0’ hædret med en Medallion for Excellence. Sammen med makkeren Andreas Skeldal Winther opnåede han 715 point. ’Industry 4.0’ handler blandt andet om at forbinde maskiner, produkter og mennesker digitalt i moderne produktionsanlæg. Konkurrencen foregår i tomandshold. Malthe og Andreas er ansat hos Bravida, så de kender hinanden godt, og har siden kvalifikationen været trænet af underviser Michael Bisgaard Tsoulfas fra Roskilde Tekniske Skole. Han var også træner, da de to vandt sølv ved EuroSkills i 2024.
En Medallion for Excellence er en officiel anerkendelse, som gives til deltagere, der opnår mindst 700 point i konkurrencen og dermed præsterer på et meget højt fagligt niveau uden at vinde guld, sølv eller bronze.
Imponeret direktør
De flotte resultater har gjort indtryk på Roskilde Tekniske Skoles direktør, Maria Nørby:
- Det er svært ikke at blive imponeret, når tidligere elever fra vores skole er en del af den faglige verdenselite. Lukas og Malthe har lagt et enormt arbejde i deres forberedelser gennem flere år, og de fortjener stor anerkendelse for deres flotte resultater i Kina. Samtidig vidner denne præstation om, at vi har et fagligt niveau i undervisningen, som giver mulighed for at udvikle sig til at blive en af verdens bedste. Derfor skal der også lyde en kæmpe cadeau til undervisere og trænere fra skolen, siger hun.
Det danske Skills-landshold bestod af 15 deltagere. 2 af dem har altså en uddannelse fra Roskilde Tekniske Skole. Konkurrencedeltagerne har fået stor støtte fra trænere. Michael Bisgaard Tsoulfas har trænet Malthe og Andreas. Peter Hansen har trænet Lukas. Samtidig fungerede Peter Hansen som Danmarks officielle ekspert i bygningssnedkerfaget og er dermed en vigtig del af den danske delegation.
Andreas og Malthe har været i lære og er nu ansatte hos Bravida Danmark, som har støttet dem hele vejen til og under WorldSkills. Lukas er udlært hos Snedker- & tømrermester Janus Olesen Aps og har fået stor support af Atopos, DeWalt, Fogs Fond, KPK Vinduer, Bygma Boligfonden Kuben og Laurits Andersens Fond for at kunne gennemføre træningen på Roskilde Tekniske Skole og komme afsted til konkurrencerne ved WorldSkills.
Mere om WorldSkills 2026
WorldSkills 2026 i Shanghai samlede 1.385 unge fagatleter fra 68 lande, der konkurrerede i 64 forskellige fag. Danmark deltog med 15 fagatleter og sluttede samlet på en ottendeplads målt på deltagernes gennemsnitlige pointscore. 12 af de 15 danske deltagere modtog en Medallion for Excellence, hvilket indikerer et ualmindelig højt niveau.
Se billederne