Julie er ny formand for elever på erhvervsskolerne
Julie Kølster Madsen er ved at tage uddannelsen eux-smed på Roskilde Tekniske Skole, og det er ifølge hende "verdens fedeste uddannelse". Hun er samtidig ungdomspolitisk aktiv og er netop blevet valgt som ny formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO).
- Jeg har altid været interesseret i politik. Sådan siger Julie Kølster Madsen, 19 år og fra Nykøbing Falster, når hun skal forklare, hvorfor hun stillede op til og blev valgt som formand i EEO. EEO repræsenterer og varetager interesserne for elever på de tekniske erhvervsuddannelser inklusiv EUX samt SOSU, PAU og HTX. Det gør de for at skabe de bedst mulige forhold for landets elever.
- Det er en af mine mærkesager. Det er godt at høre politikere sige, at de gerne vil løfte erhvervsuddannelserne. Men der skal jo følge ressourcer med – fx til indkøb af maskiner, siger Julie, da hun slår hjelmen op efter at have øvet sig på en svejsning på skolen.
”Julie” eller ”Julius”?
Julie har læreplads hos Hardi International A/S i Nørre Alslev på Falster. Virksomheden laver sprøjter til landbruget, og Julie er enormt glad for at være dér.
- Mange snakker om, at det kan være svært at være kvinde i et håndværksfag, hvor der er mange mænd. Det oplever jeg ikke hos Hardi. Der handler det ikke, om jeg hedder Julie eller Julius. Dét der betyder noget for dem er, at jeg møder til tiden, laver mine opgaver og gør et godt stykke arbejde, siger Julie.
Netop det med køn og fag er en af de ting, som Julie gerne vil sætte mere fokus på:- Vi skal sætte os ud over det der med, at man ikke kan være smed, fordi man er kvinde. Eller SOSU-assistent fordi man er mand. Det begrænser os alle og er i virkeligheden bare rigtig irriterende. Drømmer du fx om at blive smed, skal du ikke begrænses af traditionelle tankesæt om, hvad man kan på baggrund af køn, fortsætter hun.
Bredere information om ungdomsuddannelser
Det er repræsentanterne fra alle landets erhvervsskoler, som har valgt Julie til ny formand.
For hende er det vigtigt, at den uddannelsesinformation der gives i grundskolen bliver mere bred:
- Sagt lidt firkantet plejer jeg at sige, at når elever i udskolingen informeres om uddannelse, så er det gymnasieforberedende. Dvs. uden ret meget fokus på de muligheder, der er på erhvervsuddannelserne. Det bliver tit sat op som, at hvis du fx vælger at blive tømrer, skal du være det resten af livet, og du har ikke mulighed for at tage mere uddannelse eller udvikle dig. Men det er helt forkert, og det skal vi væk fra, fordi jeg tror det skræmmer mange unge fra at vælge en erhvervsuddannelse, uddyber Julie. På sigt drømmer hun selv om at uddanne sig til bygningsingeniør.
Ny på posten
Da Julie tiltrådte som formand for EEO 3. april, var det med en drøm om at gøre EEO mere toneangivende i debatterne om ungdomsuddannelser.
Hun glæder sig til den krævende opgave og har masser af visioner:
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi i EEO bliver endnu bedre til at sætte sager til debat i offentligheden. Vi skal være mere toneangivende, når det kommer til ungdomsuddannelserne og gribe de muligheder, vi har for at komme med visioner og holdninger. De mange erhvervsskoleelever landet over skal se og høre os sætte en dagsorden, som politikere, erhvervsliv og erhvervsskolerne skal forholde sig til, slutter Julie, som går på 2. hovedforløb og til sommeren 2023 kan kalde sig erhvervsfaglig student fra smedeuddannelsen på Roskilde Tekniske Skole.
Læs mere
Læs mere om Erhvervsskolernes ElevOrganisation på www.eeo.dk
Se billederne