Fra verdensmål til snedkerkonstruktion
Et hold snedkerelever på Roskilde Tekniske Skole har netop været med i det spændende projekt "Verdensmål i Hænderne". Tre dages faglige udfordringer med afsæt i FN’s verdensmål.
- Vi har lavet en hytte, hvor det handler om at tale sammen som mennesker, forklarer Josef. Han er en del af en gruppe på tre elever, som har valgt verdensmål nummer 10 ”Mindre ulighed”.
Kristine fra gruppen læner sig ind over en model, tager taget af og fortsætter:
- Der er to indgange i hytten, som indeni er opdelt af et tæppe. Derfor kan man ikke se, hvem det er man taler med. Det er lige præcis pointen, at man skal tale sammen uden at se hinanden.
Kim fra gruppen uddyber:
- Konstruktionen er lavet af forskellige typer træ, som skal afspejle mangfoldighed, og hytten skal samles uden brug af skruer. På den måde har vi flettet en høj grad af snedkerfaglighed ind i hytten.
Fantastisk indsats af eleverne
Projekt Verdensmål i Hænderne er støttet af Udenrigsministeriet, Danida. Ungdomsbureauet står for afviklingen af projektet på Roskilde Tekniske Skole. To repræsentanter fra Ungdomsbureauet har arbejdet med eleverne over de tre dage.
- Verdensmål i Hænderne handler om at gøre FN’s verdensmål mere konkrete og håndgribelige via faglige udfordringer og cases. De tre grupper snedkerelever fik til opgave at generere en idé og lave en model på baggrund af ideen med afsæt i et verdensmål, forklarer Emilie Torp Henriksen fra Ungdomsbureauet.
- Eleverne har været super dygtige til at gribe udfordringen. De har knoklet igennem for at lave tre fede modeller og koncepter. Det er ikke en nem opgave, fordi det med verdensmål godt kan være lidt diffust. Men de greb den fra starten og har løst opgaven så flot. En fantastisk indsats, siger hendes kollega Louise Steenholt Larsen.
Imponeret faglærer
Erik Helt Veje, som er faglærer på skolens snedkeruddannelser har været med for at sikre, at eleverne også har grebet opgaven ordentligt an ud fra en snedkerfaglig tilgang. Han er meget imponeret:
- Det er et godt projekt, fordi eleverne kan tænke lidt anderledes i forhold til deres fag. De får muligheden for at være super kreative og lave løsninger med afsæt i de problemer, der findes i verden. Det giver os et indspark til vores undervisning, og jeg er ret sikker på, at nogle af de her idéer, vil blive indarbejdet som en del af vores hverdag,
Sjovt og konkret
- Det har været sjovt og udfordrende. Vi lavede et koncept, som viste sig ikke at virke, og så var det tilbage til bordet og lave en ny brainstorm, fortæller Sanne, som var med i en gruppe, der udviklede et nyt koncept til genbrug af træ på værksteder.
Peter fra gruppen fortsætter:
- Processen er spændende, fordi FN's verdensmål ved første øjekast virker så stort. Det gælder om at finde den gode idé og en lille løsning der kan bidrage til løsningen af et stort problem. På den måde kan jeg bedre se og håndtere det her med egen rolle i forhold til løsning af klimaproblemer, som vi har fokuseret på i vores gruppe, siger han.
Ungdommens Folkemøde
Projektet på Roskilde Tekniske Skole er det første i en lang række. Ungdomsbureauet gør nemlig klar til at rejse rundt til erhvervsskoler i hele landet med projektet.
- Vi har fået en flyvende start her på Roskilde Tekniske Skole, siger Louise Steenholt Larsen.
Til september inviteres snedkereleverne til at deltage på Ungdommens Folkemøde med deres projekter. Her skal de engagere andre unge i deres projekter, erfaringer og viden.
Fakta om projektet
Projektet "Verdensmål i Hænderne" er skabt af Ungdomsbureauet og Udenrigsministeriet, Danida. Ungdomsbureauet er en NGO med en vision om at medvirke til at skabe den mest samfundsengagerede generation af unge i Danmarkshistorien. Projektet rulles ud til de danske erhvervsskoler af Ungdomsbureauet. Læs mere om Ungdomsbureauet her: www.ungdomsbureauet.dk
Projekt "Verdensmål i Hænderne" har til formål er at gøre verdensmålene og arbejdet med udviklingssamarbejde håndgribeligt for unge, der måske syntes det kan være svært at forholde sig til eller konkret at arbejde med. Målet er at vise, hvor stor betydning deres faglighed har i forhold til FN's verdensmål.
Roskilde Tekniske Skole udbyder en lang række erhvervsuddannelser, eux, htx og efteruddannelser. Skolen er i 2020 udpeget til Unesco Verdensmålsskole. Læs mere om Unesco Verdensmålsskole: www.unesco.dk/uddannelse/unesco-verdensmaalsskoler.
Se billederne