Flotte produkter og en kreativ proces
Når tømrere på hovedforløbet har teknologifag, skal de arbejde inden for en ramme i løbet af de 2 uger.
- Eleverne starter med at brainstorme og finde på noget, som de gerne vil producere. De skal følge en arbejdsproces, hvor dokumentation og rapportskrivning er integreret i processen. Derudover skal de bygge alt af genbrugstræ. Det er rester fra andre byggeprojekter og undervisningsgange. Eleverne formår at lave flotte produkter ud af det, og det er vildt imponerende, hvad de når i løbet af 14 dage, forklarer Michael Vegge, som har været underviser på faget.
Eleverne har fx valgt at tegne og producere prototyper på redskaber, der kan gøre deres arbejde som tømrere nemmere.
Imponeret censor
Eleverne får vurderet deres arbejde, når de er færdige.
- Det er meget spændende at være censor på teknologifaget. Både på snedker-, murer- og tømreruddannelsen, fordi det er en meget kreativ og innovativ proces. Denne frihed og ansvar fra start til slut kan tydeligt ses i de produkter, der kommer ud af det. Det er imponerende, at eleverne kan blive ved med at finde på nyt. Fx var der en gruppe af elever på holdet, som havde lavet et system til at rulle dampspærre ud på en nem måde, hvilket var ret genialt og tilmed fagligt flot udført, fortæller Steen Madsen, som var censor for holdet.
Et andet hold havde lavet et værktøj, der sikrer, at man ikke skærer sig når gipsplader skal tilpasses.
- Det er super godt at opleve, at både skole og elever går så meget op i faget og lægger rigtig mange kræfter i det, fortsætter Steen Madsen.
Eleverne er meget engagerede og ret stolte, når projekterne skal vises frem, slutter underviser Michael Vegge.
Se billederne