Elever planter læhegn langs Køgevej
Roskilde Kommune og Roskilde Tekniske Skole er ved at lægge sidste hånd på det store projekt ved Køgevej.
Nu planter elever fra anlægsgartneruddannelsen på Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling Vilvorde et læhegn med træer og buske på strækket mellem Køgevej og den nye vej, som løber ind til skolen. Vejen blev indviet i sommeren 2021, hvor formand for Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune, Jens Børsting klippede den røde snor.
- Eleverne går fra klasseværelset og ud og udfører en opgave, som meget konkret ligner det, de kan møde på lærepladsen, fortæller Stine Egede Rasmussen, som underviser holdet af elever.
- Eleverne skal følge arbejdsplanen og samarbejde om at få tingene gjort. De arbejder i hold og koordinerer, måler op og planter buske og træer på den rigtige måde og med den plads, der nu skal være imellem dem. Det er en ret klassisk og derfor relevant opgave for anlægsgartnerelever. Samtidig kan vi prøve nogle teknikker af og holde øje med, hvordan det udvikler sig og trives, uddyber Stine.
Eleverne har kastet sig 100 % ind i opgaverne, og som en af eleverne sagde, da han gjorde et træ klar til at blive plantet: ”Det er altid godt at plante et træ”.
Et varieret indhold og udtryk
Roskilde Kommune har afgivet den færdige planteplan, som er blevet til på baggrund af oplæg fra anlægsgartnerelever, der har haft opgaven med udformningen af læhegnet som en del af undervisningen. Det etableres blandt andet med syrener, skovhassel og vintereg. Der plantes også rødel, som hurtigt gror op og beskytter de andre træer og buske, som er lidt længere tid om at få fat. Hegnet skal skabe en grøn afgrænsning på et ellers bart og råt område.
Udførelsen en del af undervisningen
Eleverne, som udfører arbejdet, er på 1. hovedforløb i uddannelsen. Mens de planter træerne og buskene i læhegnet, er de i gang med faget kulturteknik, som er den del af uddannelsen, der handler om beplantning, vedligeholdelse af grønne områder osv.
Det gode samarbejde mellem kommune og skole
Projektet vedrørende området indbefatter, ud over vejen ind til Roskilde Tekniske Skole, Vilvorde og det grønne område med læhegn, også et nyt og mere sikkert vejkryds på Køgevej ind til Vor Frue. I forbindelse med etableringen af læhegnet har Roskilde Kommune betalt for træer og buske, som elever fra skolen altså øver beplantning med. Nu er det bare at vente på, at planterne får fat, gror sig store og forskønner området. Imens kan elever fra skolen se frem til flere spændende opgaver på skolen.
Få mere at vide
Se billederne