ML-prisen til Patrick
Fredag den 30. september var der den årlige uddeling af ML-prisen på Den Sorte Diamant i København.
De helt store smil var fremme, da Patrick Roug Højvod fik ML-prisen 2022. For at få ML-prisen (Metalindustriens Lærlingepris) skal både erhvervsskolen og lærepladsen indstille lærlingen. I indstillingen fra Roskilde Tekniske Skole stod der bl.a.:
"Patrick er altid klar på en udfordring og siger aldrig nej til en ekstra opgave. Desuden er han en rigtig god kollega og klassekammerat, som hjælper andre på en super konstruktiv måde. Hans faglige dygtighed kommer i høj grad de andre i klassen til gode".
Det faglige udvalg for personvognsmekanikeruddannelsen valgte på baggrund af indstillingerne at tildele Patrick prisen, som han fik overrakt under stor festlighed i den ikoniske bygning i København.
Personvognsmekaniker med studenterhue
Patrick er uddannet eux-personvognsmekaniker fra Roskilde Tekniske Skole og har været i lære i Københavns Lufthavn A/S. Da Patrick har taget sin uddannelse som eux, er han blevet erhvervsfaglig student – med både svendebrev og studentereksamen i hånden. I virksomheden har de været så glade for Patrick, at han har fået fastansættelse efter endt uddannelse. Han kan således fortsætte arbejdet med at reparere lufthavnens køretøjer, og derudover har Patrick fået mulighed for at videreuddanne sig.
- En helt særlig dag
- Det er en helt særlig og dejlig dag for Patrick. Tildelingen af ML-prisen er en stor anerkendelse af den indsats, han har præsteret under uddannelsen og et kæmpe skulderklap. Det er også en dejlig dag for mig som uddannelsesleder på Roskilde Tekniske Skole. Sammen med lærepladserne uddanner vi dygtige og nysgerrige lærlinge, som er klar til at træde ind på arbejdsmarkedet. Uddelingen af ML-prisen til Patrick viser også, at vi gør det rigtige, siger Torben Matthiesen, Roskilde Tekniske Skole.
Bag om prisen
Metalindustriens Uddannelsesudvalg har i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddelt ML-Prisen til nyudlærte svende siden 2003. Den kan gives til lærlinge, som har gennemført en erhvervsuddannelse inden for metalindustrien, og som har opnået topkarakteren 12 til svendeprøven. Der blev uddelt i alt 27 priser til nybagte svende i år. Det er et helt særligt selskab, som Patrick nu er en del af.
Få mere at vide
Se billederne