Et kig ind i erhvervsuddannelsernes verden
2000 elever fra 8. klasser i Roskilde, Lejre og Høje-Taastrup kommuner har været til Skills Stafet 2022 på Roskilde Tekniske Skole.
Skills Stafet for elever i grundskolens 8. klasser handler om at få viden om og en oplevelse af, hvad erhvervsuddannelserne handler om og kan byde på.
- Når de unge skal til at vælge uddannelse, er det vigtigt, at de gør det på et reflekteret grundlag. Som en del af Socialfondsprojektet Fra folkeskole til erhvervsuddannelser har erhvervsskolerne i Roskilde – Roskilde Tekniske Skole, ZBC og Roskilde Handelsskole – samarbejdet om at give eleverne en både sjov og indsigtsfuld oplevelse af, hvad vi kan tilbyde på erhvervsuddannelserne, fortæller kommunikationschef Jacob Christiansen fra Roskilde Tekniske Skole.
Seks dage med stafet
Skills Stafet 2022 varede i seks dage med 300-400 elever pr. dag. De mange elever fra grundskolen kunne få værktøj i hænderne, få lov til at lave matematik i praksis, samt få en snak med elever fra skolerne. Skills Stafet er blot et trin i de vejledningsaktiviteter, som skal hjælpe de unge med deres valg af ungdomsuddannelse efter grundskolen.
- Vores unger har haft mulighed for at stifte bekendtskab med en række af de spændende uddannelser, der er her. Det har været en super god dag, fortalte Niels Andersen. Han er lærer på Nordskolen, afd. Baunehøj og var med på den første dag af årets Skills Stafet. Se helt interview med Niels her:
VIDEO: Niels Andersen er lærer på Nordskolen, afd. Baunehøj og var med på den første dag af årets Skills Stafet.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
En stor operation
Når Skills Stafet løber af stablen, er det en stor operation, der skal gå op i en højere enhed. Derfor udvikles Skills Stafet også løbende på baggrund af de evalueringer og erfaringer, som indhentes. I år var der efter en ny model, lagt op til mere information om uddannelserne og til mere ro til de enkelte aktiviteter, hvor der tidligere har været fokus på konkurrencer og tempo.
- Under Skills Stafet skal der arrangeres mad, opgaver og logistik. Vi involverer vores elever, og får dem til at fortælle om deres uddannelsesvalg, ligesom at mange af vores medarbejdere er med til at planlægge forløbet og de mange aktiviteter, hvor alt skal klappe, så alle får en god oplevelse, fortsætter Jacob Christiansen.
Udvikler på konceptet
Nu skal erhvervsskolerne evaluere forløbet. Grundskolerne melder tilbage om dagene og om elevernes oplevelser, så konceptet kan blive optimeret.
- Det er rigtig mange elever og lærere, vi har haft besøg af og vi lytter til deres input. Langt overvejende har vi set tilfredshed og store smil dagene igennem. Samtidig vil vi dog også altid blive bedre til de ting, vi gør. Det gør vi ved at give de mange gæster mulighed for at byde ind med deres erfaringer med og deltagelse i Skills Stafet. For eksempel har der i år manglet mulighed for at sidde ned og hvile benene lidt, og flere har efterlyst endnu mere “hands on” på aktiviteterne. Ud fra det justerer vi konceptet, så det bliver endnu bedre, når vi skal holde Skills Stafet 2023. Vi glæder os allerede, slutter Jacob Christiansen, Roskilde Tekniske Skole.
Se også
Se billederne