Fra HTX Roskilde til Pulsen Gymnasium
Et levende gymnasium for nysgerrige unge med interesse for science, tech, innovation og design.
Når HTX Roskilde den 3. november skifter navn til Pulsen Gymnasium, er det mere end et nyt skilt på facaden. Det er et klart signal til unge og forældre: Vi er et gymnasium på linje med de øvrige i Roskilde – bare med en anden faglig profil og mere projektbaseret undervisning, hvor vi afprøver teorien i praksis.
– Nogle ved ikke, at HTX er en studentereksamen på lige fod med STX og HHX. Andre har en meget stereotyp opfattelse af, hvad HTX er. Med navnet Pulsen Gymnasium vil vi tydeliggøre, at vi er et moderne, levende gymnasium med fokus på science, tech, innovation og design, fortæller rektor Emil van Es.
Et gymnasium med puls
Pulsen Gymnasium er fortsat det tekniske gymnasium i Roskilde med science, tech, innovation og design som DNA. Her lærer eleverne at kombinere teori og praksis, tænke nyt og skabe løsninger på virkelige problemstillinger – fx i samarbejde med virksomheder, Roskilde Festival eller universiteter.
– Vi vil gerne vise, at HTX ikke kun handler om formler og forsøg, men om at vække elevernes faglige nysgerrighed gennem levende undervisning. Her møder de ikke bare de kendte fag fra folkeskolen, men også nye og spændende fag som design og teknologi, siger rektor Emil van Es.
På Pulsen Gymnasium har eleverne mange valgmuligheder. De kan vælge mellem otte studieretninger inden for science, tech, innovation og design – og undervejs forme deres egen uddannelse med et bredt udbud af valgfag.
Et stærkt fællesskab
For student Bianca Thusgaard Reck har fællesskabet været lige så vigtigt som det faglige:
– Der er en fed stemning på skolen. Lærerne er engagerede, og man kan mærke, at de virkelig vil os. Vi har mange klubber og aktiviteter, og man kan altid finde nogen, der deler ens interesser.
På Pulsen Gymnasium er fællesskabet noget, man mærker fra første dag. Her bliver du hurtigt en del af skolens liv – uanset om du er med i musikklubben, brætspilsklubben eller fitnessklubben, eller engagerer dig i festudvalg, fredagscafé eller elevråd.
Fællesskabet styrkes gennem året med alt fra introforløb og hytteture til studieture og fester, hvor man lærer hinanden at kende på nye måder. Det handler om at skabe et sted, hvor man trives, lærer – og hører til.
HTX åbner døren til mange muligheder
En studentereksamen fra HTX giver de bredeste muligheder videre i uddannelsessystemet, fordi fagsammensætningen åbner døre til både tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsfaglige studier.
Vores tidligere elever bliver ofte ingeniører, læger, dyrlæger, arkitekter eller softwareudviklere – men også designere, iværksættere og projektledere. Fælles for dem er, at de har fået en stærk faglig ballast og kompetencer, som er efterspurgt i næsten alle brancher: teknologisk forståelse, analytisk tænkning og evnen til at omsætte idéer til virkelighed.
En studentereksamen fra Pulsen Gymnasium giver dig med andre ord et solidt afsæt til en fremtid med både muligheder, mening og masser af perspektiv.
Godt klædt på
Årets studenter er gået mange veje – på sabbatår, videregående uddannelser, højskoler eller helt andre eventyr.
– Vi sender dem afsted med stolthed og vished om, at de er godt klædt på til det, der venter, slutter Emil van Es, som nu kan kalde sig rektor på Pulsen Gymnasium på Pulsen 4 ved Musicon i Roskilde.
De første studenter under det nye navn får huen på til sommer – som symbol på tre års arbejde, fællesskab og mod på fremtiden.
Se billederne