Ekstra fokus på bæredygtighed
Roskilde Tekniske Skole er Unesco Verdensmålsskole. To gange årligt har skolens elever derfor ekstra fokus på bæredygtighed i undervisningen.
Idéer bliver testet af og nye opstår, når vi holder bæredygtighedsuge to gange om året på skolen. Her følger en række nedslag fra en spændende og begivenhedsrig uge 47, hvor vi har sat ekstra fokus på bæredygtighed.
Teater og foredrag i ét kys
Klimakysset er en kombination af et foredrag og en teaterforestilling, som bruger sjove og skøre indslag - smurt ind i hårde fakta - til at fortælle om klimaproblemer og løsninger på en underholdende måde. Klimakysset var et tilbud, som blev givet på tværs af skolens uddannelser, og rigtig mange af skolens elever fik heldigvis lov til at “få et klimakys”. I videoen nedenfor fortæller eleverne Marc og Jacob, hvad de synes om forestillingen. Sammen med de to elever står holdet bag Klimakysset, som forklarer, hvilke overvejelser der ligger bag at præsentere alvorlige udfordringer med et glimt i øjet.
VIDEO: "Klimakysset" på Roskilde Tekniske Skole.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Workshop i grønt
På vores afdeling for grønne uddannelser, Vilvorde, har eleverne samarbejdet på tværs af uddannelser i workshops om forskellige emner, fx svampedyrkning, upcycling eller skovhave. En gruppe elever har valgt emnet hydroponi – dyrkning af planter i vand uden brug af jord. De laver simple og smarte prototypeanlæg, som der kan dyrkes salat, rosmarin, mynte og meget andet i. Der var virkelig god energi i væksthuset, da eleverne skulle save (genbrugs)kasser ud, blande vækstvand og sætte planter i dag - se med i videoen:
VIDEO: Workshop om hydroponi.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
- Tænk bæredygtighed uden begrænsninger
Sådan lød afsættet for elever på fagretningen Det digitale design. De fik til opgave at tænke nyt og vildt om bæredygtighed på skolen. Eleverne skulle først fokusere på at brainstorme og idéudvikle. Med til denne proces hører også at vælge fra og derefter forfølge og visualisere den bedste idé.
Det resulterede blandt andet i en stribe flotte animationer, flyers og plakater, som eleverne fremlagde for hinanden.
- Det har været rigtig sjovt bare at få lov til at lade idéerne flyde og tænke dem helt ud over de mere normale måder, man taler om bæredygtighed på, fortæller Signe, som er elev på fagretningen. Hun var i gruppe med Tora, som fortæller:
- Mange af idéerne i vores gruppe og i klassen har været lidt langt ude. Men det der med at få nogle gode idéer og nogle knapt så gode idéer, og så forsøge at komme tættere på noget, der fungerer, er sjovt, fortæller Tora.
Opfølgning
Nu vil der blive fulgt op på de mange erfaringer fra bæredygtighedsugen. Det sker blandt andet i skolens Verdensråd, hvor der sidder elever og ansatte fra skolens afdelinger. Her udveksles erfaringer, som tages med i det videre arbejde omkring bæredygtighed og verdensmålene. I uge 18 i 2023 holder vi igen bæredygtighedsuge.
Se billederne