Franske snedkere i værkstederne
15 snedkerelever fra den franske erhvervsskole BTP FCA Nouvelle Aquitaine har samarbejdet med elever på Roskilde Tekniske Skole om at bygge sofaborde.
På Roskilde Tekniske Skole har et hold snedkerelever arbejdet sammen franske snedkerelever. På tværs af faglige forskelligheder, sprog og kultur blev de danske og franske snedkerelever sat til at arbejde sammen i grupper for at bygge sofaborde.
- Vi har samarbejdet godt med hinanden, og det har været en rigtig fed oplevelse. Der har selvfølgelig været udfordringer med sproget engang i mellem. Når der har manglet ord, har vi løst det ved at kommunikere på andre måder, og det kan man godt. Så peger man og gestikulerer man bare, siger Hilde Dahlin Jørgensen, som vil uddanne sig til maskinsnedker.
Ligheder og forskelle
En af de franske snedkerelever, Thomas Carasso, fortalte, at det var spændende at opleve det danske uddannelsessystem. Der er ting, der bliver gjort på samme måde i Frankrig, og ting som gøres helt anderledes:
- Når vi fx skal til svendeprøve, handler det meget mere om at skulle vise, hvad vi har lært, hvor I i Danmark har mere fokus på, at elever også skal designe et produkt og så udføre det. Derfor er jeres svendeprøveperiode også meget længere end vores, sagde Thomas.
Thomas fortæller videre, at turen til Danmark vil ryste de franske elever endnu mere sammen. De franske elever har nemlig også nydt godt af Roskilde by, når de har haft fri under besøget. De har bl.a. været på Vikingeskibsmuseet for at se på arbejde udført i træ.
God stemning
Den sidste dag, hvor franskmændene var sammen med de danske elever, blev der holdt en fernisering med grillede pølser, musik og fælles hygge. Franske pop-hymner lød fra højtalerne på værkstedet, alt i mens de flotte borde blev nærstuderet.
- Vores elever har lært rigtig meget af samarbejdet, bl.a. fordi de franske elever er længere i deres uddannelse. Både de danske og franske elever og undervisere har fået indsigt i, at tingene kan gøres på en anden måde, end vi er vant til. Det er rigtig sundt, fordi det giver anledning til gode snakke og til refleksion over egen uddannelse, siger Mathias Smedemark, som er underviser på Roskilde Tekniske Skole.
Erasmus+
Det franske visit er foregået som en del af Erasmus+, som er EU's program til støtte for uddannelse, unge og sport. Her er formålet bl.a. at lære om hinanden ved at støtte ophold i udlandet under uddannelse, og på den måde fremme værdierne inklusion, mangfoldighed, tolerance og demokratisk deltagelse.
Få mere at vide
Vil du være snedker? Der er flere muligheder, både som eud og som eux:
Vil du på ophold i udlandet? Læs om mulighederne:
Oplæring internationalt - join us!
Se billederne