Ny viden til rutinerede undervisere
I Craft Nation-regi er der i disse dage seminar for faglærere inden for blikkenslagerfaget.
To faglærere fra TECHCOLLEGE, en fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og en fra Roskilde Tekniske Skole går og øver sig på at lave stikfals-paneler, som er en relativ ny måde at lave elegant facadebeklædning på, både til nybyggeri og renovering.
Tre gode grunde
Jan Errebo Pedersen er faglærer på Roskilde Tekniske Skole og har arrangeret seminaret.
- Der er mindst tre grunde til, at dette seminar er en god idé. For det første får vi hænderne i en ny teknik, som vinder indpas, og som vi skal undervise lærlingene i. For det andet lærer vi hinanden at kende på tværs, og ved hvad vi hver især er gode til. For det tredje gør det det nemmere fremadrettet lige at gribe mobilen og vende et undervisningsrelateret spørgsmål med en kollega på en anden skole. Det er super godt, siger Jan.
Assistance fra VMZINC
Seminaret foregår over to dage på Roskilde Tekniske Skole sammen med to teknikere fra VMZINC, som har ekspertise på området.
Få mere at vide
Craft Nation er et visionært partnerskab mellem fire af landets førende erhvervsskoler. De fire erhvervsskoler er TECHCOLLEGE, Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, Syddansk Erhvervsskole og Roskilde Tekniske Skole. Sammen uddanner vi fremtidens faglærte.
Læs mere på Craft Nations hjemmeside, craftnation.dk/
Se billederne