El-branchen samlet under én strøm
Den 10. oktober blev Roskilde Tekniske Skole forvandlet til et samlingssted for el-entusiaster til el- og teknikmesse 2024.
Fra kl. 11 til 16 var skolen fyldt med energi i salen på HTX Roskilde. Mere end 20 virksomheder fra el-branchen var samlet og præsenterede deres nyeste produkter og teknik, som lærlinge og nysgerrige på elektrikeruddannelsen kunne snuse til.
EuroSkills-kombattanter på scenen
De to kandidater, som har mulighed for at repræsentere Danmark til EuroSkills i Herning 2025, viste deres talenter på scenen foran messegæsterne. Når de to kombattanter stod og udførte komplicerede installationer og løsninger, var det dels for at inspirere de mange lærlinge på messen, for at præstere foran et publikum og så var et skridt på vejen til de europæiske mesterskaber, hvor kun en af de to kan kvalificere sig.
Inspirerende gear, know-how og samtaler
Udviklingen og det teknologiske raffinement inden for branchens produkter udvikler sig hurtigt. På messen blev der fx udstillet en lampe, som kan registrere, hvis en person besvimer i nærheden af den. Er den opkoblet til netværk, kan den sende en alarm. Det er sådanne løsninger fremtidens elektrikere skal kunne håndtere, og som lærlingene kan vælge som en del af modulerne på elektrikeruddannelsen i Roskilde.
- Formålet med denne messe er, at få de interessenter, som vi samarbejder med til dagligt, til at møde hinanden og tale sammen, fortæller Jonas Valentin-Hvidberg, uddannelsesleder, Roskilde Tekniske Skole. Han fortsætter:
- Lærlingene kan opleve den nyeste teknologi, leverandørerne kan fortælle om, hvad der kommer på markedet og de nyeste trends, og lærepladsvirksomheder kan måske møde deres næste lærling. Vi vil skabe en ramme for dialog mellem alle interessenter.
Se video fra messen – du møder repræsentanter fra skolen og leverandører, som forklarer, hvorfor messen er vigtig.
VIDEO: Hvorfor er messen vigtigt?
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Gode spørgsmål og snakke
Der var stor tilfredshed blandt udstillerne som oplevede engagerede elever og lærlinge, som udviste stor interesse for produkterne og udviklingen i den branche, som de er ved at blive en del.
På Roskilde Tekniske Skole glædes man over den store opbakning fra leverandører, lærlinge og mestre og ser frem til at afholde el- og teknikmesse 2025 samt andre arrangementer.
Se billederne