Mediegrafikerelev bag design til konference i FN Byen
En mediegrafikerelev fra Roskilde Tekniske Skole har sat sit præg på en af årets største internationale konferencer i Danmark.
Som en del af sit praktikforløb hos Fødevarestyrelsen har mediegrafikerelev Signe Roepstorff skabt det grafiske design til One Health Conference 2025. Konferencen blev holdt i FN Byen i København, hvor Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og WHO Europa var værter som led i det danske EU-formandskab.
Åbningen af konferencen blev overværet af H.M. Dronning Mary og Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen og samlede over to dage knapt 200 eksperter og embedsfolk fra internationale organisationer. For Signe var det en stor oplevelse:
- Havde nogen for fem år siden fortalt mig, at jeg en dag skulle stå for at designe grafisk materiale til en international konference med 200 deltagere fra hele EU, havde jeg nok grinet af dem, fortæller hun med et smil og fortsætter:
- Men det var sådan, det blev, og det har været en kæmpe oplevelse. Det var en super spændende opgave for en mediegrafiker som mig.
Stort ansvar
Som mediegrafikerelev har hun løftet en bred vifte af opgaver i forbindelse med konferencen – alt fra produktion af programmer, foldere og roll-ups til talerstolsudsmykning, powerpoints og klistermærker. Signe var også med til konferencen og kunne opleve, hvordan hendes produktioner fungerede for deltagerne.
- Det var to intense, men utroligt givende dage. Jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen, og det er en kæmpe milepæl for mig, både fagligt og personligt. Oven i hatten har jeg fået meget ros for mit arbejde, fortæller hun.
Hun fremhæver også betydningen af samarbejdet med kollegaerne hos Fødevarestyrelsen, som ”gjorde min første konference til en uforglemmelig oplevelse", som hun siger. Samarbejdet på tværs af styrelser, ministeriet, kommunikationsfolk osv. har været både intenst og spændende for hende.
En rød tråd fra skole til opgaveløsning
En mediegrafiker arbejder med design, tilrettelæggelse og fremstilling af produkter på forskellige medieplatforme, fx i form af tekst og billeder – digitalt og på tryk. De teoretiske forudsætninger for at udføre opgaverne til konferencen har Signe fået på skolen.
- På skolen har jeg jo lært om billeder, typografi, form og farvers betydning og meget mere. Den viden brugte jeg direkte i de løsninger, jeg leverede til konferencen, forklarer Signe, som er glad for at have valgt mediegrafikeruddannelsen.
Som de fleste erhvervsuddannelser er mediegrafiker en vekseluddannelse. Det betyder, at Signe har perioder på skolen og perioder hos en virksomhed. Signes oplevelse med One Health Conference skete, mens hun var hos lærepladsen Fødevarestyrelsen.
I Fødevarestyrelsen arbejder mediegrafikereleverne oftest med grafik, tekstombrydning, foto og video til fx hjemmeside, sociale medier, intranet, pressemeddelelser og kampagner. De grafiske produktioner understøtter kommunikationen inden for en bred vifte af emner på fødevare- og veterinærområdet, og når bredt ud til styrelsens mange følgere.
Med hele vejen
Signe har været med i hele processen med at skabe den grafiske identitet i forbindelse med konferencen.
- Signe var med ude i FN Byen for at se de lokaler, vi skulle være i, da vi startede på denne opgave. På baggrund af sine observationer fremlagde hun en række anbefalinger, der både tog højde for lokationens muligheder, arrangørernes ønsker samt det grafiske budget. Herefter arbejdede hun tæt sammen med kommunikationsafdelingen og flere fagkontorer om at lande de rette budskaber og udtryk på de grafiske produkter. Vi har været meget glade for Signes arbejde og den faglighed og kreativitet, hun har bidraget med gennem hele projektet, siger Linda Kjær Lindqvist, som er kommunikationskonsulent i Kommunikation og Presse i Fødevarestyrelsen og elevansvarlig for Signe.
Signe er i den sidste del af mediegrafikeruddannelsen og forude venter svendeprøve og derefter en masse spændende karrieremuligheder.
Få mere at vide
Se billederne