Fejring af talenter
På Roskilde Tekniske Skole har vi netop fejret talenter, som har ydet en ekstraordinær indsats ved to store konkurrencer.
Pulsen Gymnasium havde ni hold med i Unge Forskere-finalen. Til DM i Skills var der 12 elever med fra Roskilde Tekniske Skole. Det blev markeret på skolen.
- Vi fejrer eleverne, fordi vi er rigtig stolte af den indsats, de har leveret. De har klaret det super godt, siger direktør for Roskilde Tekniske Skole, Maria Nørby – se interview fra fejringen:
Direktør Maria Nørby: Vi hylder det, de kan.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Unge forskerspirer fra Pulsen Gymnasium vandt Unge Forskere
Bag talentkonkurrencen Unge Forskere står Astra, det nationale naturfagscenter i Danmark. De holder hvert år en forskerkonkurrence for både grundskole-elever og gymnasieelever. I år vandt et hold fra Pulsen Gymnasium 1. pladsen.
Mathias Steen Pagels, Anders Visholm Madsen og Linus Knudsen, som går i 2.g på Pulsen Gymnasium vil redde de syv procent af panten, der i dag går tabt i pantsystemet. De har derfor udviklet et nyt koncept, hvor en forbedret scanner og en ny placering af pantmærket spiller en central rolle. De foreslår, at mærket placeres i bunden af dåsen, hvor det er bedre beskyttet. Samtidig anvender løsningen en QR-kode, som deres scanner kan aflæse – selv hvis dåsen er bulet. Målet er at gøre det nemmere at aflevere pant og dermed sikre, at flere dåser bliver genanvendt.
- Det fedeste ved at være med i Unge Forskere er, at man får mulighed for at tage et projekt, som man laver i skolen og tage det ud og spørge rigtige virksomheder: Hvordan gør vi egentlig det her?, fortæller vinderholdet i denne video:
Rektor Emil på Pulsen Gymnasium stolt over resultat til Unge Forskere.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
DM i Skills er mere end en konkurrence
Skolens 12 konkurrencedeltagere til DM i Skills 2026 i Hjørring blev også hyldet til fejringen. En af konkurrencedeltagerne, Jeppe Hatting Mellerup, var med i konkurrencen for Industriteknikere i kategorien CNC Fræsning. Det har været en ”fed oplevelse”, som han siger i videoen, bl.a. fordi DM i Skills er meget mere end en konkurrence – lyt med:
Jeppe: DM i Skills 2026 var en fed oplevelse.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Taler, gaver og en masse glade familier, mestre og venner af skolen dannede den perfekte ramme at hylde talenterne i. Tak for talerne til Roskildes borgmester Tomas Breddam samt Kurt Eg fra Roskilde Borger-Håndværk- og Industriforening.
Se billederne