Industriteknikere vinder international konkurrence
Fire elever fra Roskilde Tekniske Skoles industriteknikeruddannelse har netop fræset sig til en flot 1. plads i en stor international konkurrence i Belgien.
Elever fra Polen, Estland, Portugal, Holland, Frankrig og Danmark kæmpede mod hinanden i Bruxelles.
- Det er en kæmpe oplevelse for de fire elever, fortæller Anders Pultz Justesen. Han er underviser på Roskilde Tekniske Skole, og var med eleverne til konkurrencen. Haas Automation står bag konkurrencen, som hedder Project MFG.
- Det udvikler dem meget rent fagligt at komme til de her internationale konkurrencer. De får indsigt i, at man kan løse opgaver inden for vores fag på en anden måde, end den de er blevet introduceret til hos os på skolen og på deres læreplads, fortsætter Anders.
Konkurrencen har afsæt i USA, men er altså nu blevet afviklet for første gang i Europa, hvor eleverne fra Roskilde Tekniske Skole kan skrive sejren på cv’et.
En stor udfordring
En del af opgaven ved maskinerne var 5 akset simultanfræsning – en meget svær disciplin.
- Selve opgaven var en rigtig stor udfordring. Der var virkelig mange detaljer at forholde sig til, men vi samarbejdede godt som hold og fandt en løsning at gå med. Jeg har lært rigtig meget af at deltage, og det var en god oplevelse at komme til Bruxelles og Haas. Hele holdet omkring konkurrencen tog rigtig godt imod os og var meget imødekommende, fortæller Oliver Valentin Trasbo Madsen, en af de deltagende elever fra skolen.
En opgave med et twist
Forud for konkurrencen lavede eleverne programmer til det emne, der skulle produceres til konkurrencen.
- De fik en slags kogebog på den opgave, der skulle løses til konkurrencen. Da de så kom til selve konkurrencen, blev der lagt lidt til og lavet lidt om på tingene, så de også blev udfordret i situationen. Det var en super svær opgave – i form af en pokal – men det gik jo godt for holdet, siger Anders med et smil på læben. Med førstepladsen fulgte en vindercheck på 10.000 euros. Pengepræmien fordeles mellem skole og de fire elever.
Mange muligheder under uddannelse
Konkurrencen løb over 3 dage. Ud over den faglige udfordring, så giver det også eleverne en særlig oplevelse med skolen.
- Når man tager en uddannelse her på skolen, er der rigtig mange forskellige spændende projekter, som eleverne kan blive involveret i – det er denne konkurrence et godt eksempel på. Som skole har vi et stærkt netværk af gode samarbejdspartnere, internationalt så vel som lokalt, fx Roskilde Festival. For de elever som kan og vil have ekstra udfordringer, er der masser af muligheder, fortæller Maria Nørby, uddannelsesdirektør på Roskilde Tekniske Skole.
De fire deltagere
De fire elever fra uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole er Alexander Vase Schäffer Hansen (læreplads hos Koatek A/S), Morten Baungaard Johannsen (læreplads hos Milltech ApS), Oliver Valentin Trasbo Madsen (læreplads hos Roskilde Universitet) samt Oliver August Vork (læreplads hos WSAudiology) – sidstnævnte er kvalificeret til DM i Skills 2023. Så måske er der flere medaljer på vej.
Få mere at vide om uddannelsen
Se billederne