Den sværeste opgave lige op til EuroSkills 2025
På Roskilde Tekniske Skole træner bygningssnedker Lukas Danmark Sørensen på en særlig svær opgave forud for EuroSkills 2025 i Herning.
Hvis man kender ham, kan man mærke på Lukas Danmark Sørensens træner, Peter Johnny Hansen, at der er noget i gære. Han går lidt rundt om Lukas, betragter ham og observerer skarpt på Lukas’ bevægelsesmønster og ansigtsudtryk, mens han arbejder på den sidste opgave, inden det går løs.
Lukas træner til EuroSkills 2025 i Herning, hvor han er kvalificeret til bygningssnedkerkonkurrencen. Det hele starter den 9. september, og Lukas har trænet intensivt i et halvt år, fordi "det er det, der skal til for at klare sig godt til konkurrencen", som han siger.
Den sværeste opgave til sidst
Lukas er totalt fokuseret og koncentreret, mens han tegner op på den sværeste udfordring og opgave, han hidtil har prøvet. Det er VM-opgaven fra Kazan i 2019. Her stillede Roskilde Tekniske Skole med Steffen Slott Jørgensen til konkurrence, og kun enkelte af konkurrencedeltagerne blev færdige til mesterskaberne.
Endte i brændeovnen
- Denne opgave er helt uhyggelig svær, men jeg kan godt li’ udfordringen. Desuden ved jeg jo, at min træners forsøg på at lave den gik knap så godt. Den endte jo i brændeovnen, så jeg tænkte, at jeg bare måtte prøve den, forklarer Lukas med et smil, da han holder en kort pause. Alle opgaver bliver trænet på tid i værkstedet på skolen, ligesom det foregår til de store konkurrencer.
Se med fra Lukas’ sidste træning i værkstedet:
Se med fra Lukas’ sidste træning i værkstedet.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
En træners overvejelser - og bekymringer
Når den sværeste opgave er planlagt til sidst i træningsforløbet, så er der gået mange overvejelser forud.
- Lukas er super dygtig lige nu. Så jeg skal selvfølgelig tænke mig om, inden jeg giver ham denne opgave. Hvis den er for svær, risikerer vi, at han mister lidt af troen på sig selv. Hvis han har succes med så svær en opgave, vokser hans selvtillid. Det er hele tiden en afvejning, fortæller talenttræner og faglærer Peter Johnny Hansen. Se video med træneren, hvor han uddyber:
Talenttræner og faglærer Peter Johnny Hansen fortæller om opgaverne og træningen.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Melder klar til konkurrence og fed oplevelse
Lukas er klar til både den sidste opgave på skolen og til EuroSkills Herning 2025.
- Jeg er selvfølgelig spændt. Men jeg tror på at, hvad jeg kan, er nok til at kunne gøre det godt til konkurrencen. Jeg glæder mig, slutter han.
Lukas vandt DM i Skills 2024 i Roskilde og kvalificerede sig dermed til EuroSkills Herning 2025. Her kan du se Lukas blive hyldet af kolleger, da DM-titlen var i hus:
Lukas hyldes af kollegerne, da han vandt DM i Skills 2024 i Roskilde og kvalificerede sig til EuroSkills.
(Video: Roskilde Tekniske Skole)
Få mere at vide
Se Roskilde Tekniske Skoles tema om Skills
Se billederne